Den danske cykelstjerne Mads Pedersen får nu sin far helt tæt på i det daglige arbejde.

For Claus Pedersen skal fra årsskiftet være »en del af Lidl-Treks performanceteam« omkring netop sønniken.

Det oplyser farens nuværende arbejdsgiver, det danske cykelhold Airtox-Carl Ras, på Facebook.

Her stopper Claus Pedersen derfor af samme grund som sportsdirektør.

Det lyder her:

»Han har haft en kæmpestor arbejdsradius, hvor han ikke har været for fin til at håndtere både stort og småt,« står der på Facebook:

»Claus P. har tillige passet butikken med stor passion og dygtighed – og altid søgt at finde de bedst mulige løsninger. For drengene. Og for holdet.«

Lidl-Trek har endnu ikke meldt noget ud om Claus Pedersens tilgang.

Farmand Pedersen vil dog stadig være en del af ejerkredsen bag Airtox-Carl Ras, lyder det.