Mads P. afslører: Tjente styrtende på Airtox-reklamerne
Mandag løftede cykelrytteren sløret i retten - så meget tjente han på de ikoniske Airtox-reklamer.

Mandag løftede cykelrytteren sløret i retten - så meget tjente han på de ikoniske Airtox-reklamer.

Mange danskere husker denne sætning:
»Jeg er Mads P. Som de fleste nok ved, har jeg ikke brug for sikkerhedssko.«
Sådan lyder det fra den danske cykelrytter Mads Pedersen i en reklamefilm for firmaet Airtox.
Samarbejdet mellem cykelstjernen og firmaet er stoppet, men mandag kunne Se og Hør løfte sløret for, hvor meget Mads Pedersen har tjent på det.
Mandag formiddag afgav Lidl-Trek-stjernen nemlig forklaring i en civil sag ved Sø- og Handelsretten.
Sammen med 11 andre danske sportsstjerner har han lagt sag an mod HBO for det, de mener er ulovlig brug af atleternes billeder og image i forbindelse med OL i 2024.
De 12 danske atleter blev brugt i promoveringen af OL for streamingtjenesten.
Mads Pedersen afgav sin partsforklaring via et Teams-opkald.
Her blev han blandt andet spurgt ind til Airtox-reklamen.
I den forbindelse afslørede han, hvor meget han har tjent på at reklamere for de populære sikkerhedssko.
»Det er ikke nogen hemmelighed, at Airtox har haft et samarbejde med mig, og at de har kørt flere reklamefilm. Jeg tror desværre, at alle har set de halvtarvelige reklamer, der blev lavet,« sagde han i retten.
Mads Pedersen blev også spurgt af advokat Martin Dahl Pedersen, som fører sagen for ham og de andre 11 atleter, hvor meget Airtox betalte for samarbejdet.
Og her var svaret klart:
228.000 euro om året for at bruge ham i tre reklamefilm.
Aftalen med Airtox strakte sig over to år, og dermed betalte firmaet altså lidt over 450.000 euro – svarende til lidt mere end 3,4 millioner kroner – for reklamerne med den danske cykelkomet.
Mads Pedersen fortæller også, at han har landet en ny stor sponsoraftale med Lidl-Trek-mærket CRIVIT fra 2027.