En politimotorcykel holdt uheldigt og sendte flere ryttere i asfalten, men Giroens ledelse forsvarer politiet.

Blockhaus. Fem Sky-ryttere og flere andre blev sendt i asfalten på søndagens 9. etape i Giro d'Italia.

En politimotorcykel placeret i vejkanten forårsagede styrtet, da rytterne ikke var i stand til at cykle udenom.

Giroens løbsdirektør, Mauro Vegni, forsvarede på mandagens hviledag politiet og kalder det et uheld.

- Det var trist, at det endte, som det gjorde. Men jeg synes ikke, det er rigtigt at pege fingre af politiet.

- Jeg vil ikke give politiet al skylden, fordi de har gjort et fantastisk stykke arbejde med at beskytte rytterne i 70 år, siger Vegni ifølge cyclingnews.com.

Blandt andre var Geraint Thomas (Sky) i asfalten og fik slået sin skulder af led. Han mistede over fem minutter i det samlede klassement.

- Naturligvis er jeg meget ked af, hvad der skete. Det er forfærdeligt at miste kandidater til den samlede sejr på den måde.

- Det var nok en kombination af manglende dømmekraft og tragisk uheld, siger Vegni.

Løbsdirektøren åbner dermed også op for, at motorcyklen kunne have fundet et bedre sted at parkere på et bredere stykke af vejen lidt længere fremme.

- Politimotorcyklen stoppede op for at beskytte den gruppe af ryttere, der var ved at blive formet.

- Jeg kan være enig i, at det var forkert vurderet at stoppe op på det sted - på et smalt stykke vej.

- Han kunne måske have stoppet op 100 meter længere fremme på vejen, siger Vegni.

Wilco Kelderman (Sunweb) var tvunget til at udgå, da hollænderen brækkede en finger.

Mikel Landa (Sky) tabte 26 minutter i den samlede stilling efter en skade i benet.

/ritzau/