Franskmanden Julian Alaphilippe vandt søndag verdensmesterskabet i landevejscykling, som blev kørt over 258,2 kilometer i Imola.

Danske Jakob Fuglsang blev i en forfølgergruppe nummer fem - 24 sekunder efter vinderen.

Belgiske Wout van Aert var den hurtigste i forfølgergruppen og vandt dermed VM-sølv, mens schweizeren Marc Hirschi snuppede bronzen.

Polske Michal Kwiatkowski blev nummer fire, lige foran Fuglsang. Sidste mand i gruppen af forfølgere var sloveneren Primoz Roglic.

Det var Frankrigs første sejr, siden Laurent Brochard vandt VM i 1997 og landets niende VM-titel i historien.

Det afgørende moment i søndagens VM-løb kom med 11 kilometer til mål, hvor Alaphilippe stak af på stigningen Cima Gallisterna.

Fuglsang forsøgte kortvarigt at rykke efter, men havde ikke, hvad der skulle til for at følge med.

Alaphilippe fik skabt et hul og skabte ret hurtigt et forspring på 15 sekunder.

Fuglsang var en af dem, der arbejdede hårdt i den stærke gruppe på fem ryttere, og på et tidspunkt havde de kun ti sekunder op til Alaphilippe.

Der gik en smule stilstand i forfølgelsen, alt imens Alaphilippe bare blev ved med at træde hårdt i pedalerne.

Franskmanden øgede bare i slutfasen og kunne strække armene jublende i vejret, da han kom alene over målstregen.

Michael Valgren, som var velkørende og hjalp Fuglsang på ruten, blev nummer 11.

/ritzau/

Genoplev dagens løb i LIVE-bloggen herunder: