På den afsluttende enkeltstart satte Tao Geoghegan Hart Jai Hindley på plads. Jakob Fuglsang blev nummer seks.

Tao Geoghegan Hart (Ineos) sikrede sig søndag den samlede sejr i Giro d'Italia og den største triumf i karrieren.

Før 21. etape - en enkeltstart over 15,7 kilometer - lå han side om side med Jai Hindley (Sunweb) med nøjagtig samme tid.

Da den førende duo havde slået et tilpas stort hul til de nærmeste i klassementet, var kampen om Giro-sejren forvandlet til en duel mellem de to.

Her var Geoghegan Hart bedst med en 13.-plads på etapen, der blev kørt i Milanos gader. Den 25-årige englænder var 38,2 hurtigere end Hindley, der endte på en 38.-plads.

Etapesejren gik til italieneren Filippo Ganna (Ineos), der suverænt vandt i tiden 17 minutter og 16,55 sekunder.

Det var temporytterens fjerde etapesejr i Giroen - blandt andet havde den 24-årige italiener vundet tidskørslerne på 1. og 14. etape, så Ganna var på forhånd favorit til at vinde i Milano.

Danske Jakob Fuglsang (Astana) forsvarede sin sjetteplads i klassementet med en 31.-plads på enkeltstarten - 1 minut og 28 sekunder efter etapevinderen Filippo Ganna.

Fuglsang havde sat Giroen som sæsonens helt store mål og droppet Tour de France for at gøre det godt i Italien.

Selv om den 35-årige dansker sandsynligvis ikke er tilfreds, så er det hans bedste resultat nogensinde i en grand tour, der ud over Giroen tæller Touren og Vuelta a Espana.

Jai Hindley startede som den sidste og havde fordel af at få en mellemtid efter godt ti kilometer på Geoghegan Hart.

Det formåede den 24-årige australier dog ikke at udnytte, da Geoghegan Hart ved mellemtiden havde trukket 22 sekunder fra Hindley.

Mens Geoghegan Hart henviste Hindley til andenpladsen, så sluttede Wilco Kelderman (Sunweb) på tredjepladsen.

Den 22-årige portugiser Joao Almeida, der flere dage kørte i den lyserøde førertrøje, imponerede nok en gang, da han udnyttede enkeltstarten til at køre fra femte- til fjerdepladsen i klassementet.

Du kan genlæse LIVE-bloggen fra dagens etape herunder: