Jørgen Leth har mange helte i cykelsporten. Coppi, Ocaña og Riis for at nævne et par stykker. Men nu afdøde Laurent Fignon står også højt oppe på listen over Leths riddere af landevejen.
Se her, hvorfor i denne kommentar, som Jørgen Leth skrev til B.T. om sin kærlighed til den franske rytter sidste år under Tour de France
Jeg må indrømme, at jeg har været hemmeligt forelsket i Laurent Fignon i mange år. Han ramte mig i hjertet, da han rev feltet op i Giro dItalia dengang i 1989, da Riis var hans løjtnant og oprydder.
Siden har jeg kunnet lide alt, hvad han gjorde som rytter, og alt hvad han sagde.
Han er ikke den bedste rytter i verden.
Det er Fausto Coppi jo. Den næstbedste i min notesbog er Luis Ocana.
Så kommer de drattende.
Men Fignon var denne flagrende, romantiske skikkelse i den moderne cykelsport. Han var som digteren Rimbaud. Eller som Henrik Nordbrandt.
De fleste husker ham som en meget imagebevidst og temperamentsfuld rytter i den sene del af hans karriere.
Men glem ikke at han som ung rytter vandt Tour de France to gange, i overbevisende stil. Så gled han ud på grund af sygdomme.
Jeg har altid været vild med den måde, han kørte løbene på. Den måde han skabte situationer på, altid skubbede løbet foran sig. Jeg kan lide, at han altid var så offensiv. Hans ryk var så heftige. Hans overblik så blændende. Hans stædighed så imponerende. Jeg kunne lide hans Prins Valiant hår, hans grimasser, hans runde guldbriller, hans evindelige angreb, hans teatralske adfærd, hans næsvise svar til journalisterne, hans hysteri.
Han var sommetider smukkest i modvind. Da han tabte Tour de France med otte sekunder på Champs Elysées. Han har selv sagt i nyt interview med LEquipe, at han nok bagefter syntes, at det var det bedste både for ham og for cykelsportens myter. Han skulle tabe. Han vandt folks hjerter ved den hårde skæbne. Det han siger er ikke krukkeri, Det er bare så rigtigt. Dette ene spektakulære nederlag er måske lige så meget værd som hans to Tour de France-sejre og hans Giro og alle klassikerne. Han har analyseret den situations symbolværdi præcist. Vi husker alle, da han lå der på brostenene, totalt udmattet, og troede han havde vundet, indtil de kom og sagde: »du har tabt, Laurent«.
Først og sidst har jeg altid sat pris på hans ærlighed. Hans direkthed.
Nu har han endelig udgivet sine erindringer med titlen »Da vi...«
Det er i mine øjne en verdensbegivenhed. Der er intet i cykelsporten, jeg hellere vil vide, end hvad Fignon tænker om de forskellige fantastiske øjeblikke i sin karriere.
Det er heldigvis en fremragende bog. Vel nok den bedste jeg har læst om cykelsporten. Jeg har altid vidst, at han var en klog mand, men alligevel rører han endnu engang mit hjerte med de fortællinger, han har at give os. Han skriver selv: »Det er vigtigt at vække følelser, at skabe øjeblikke, at udfordre skæbnen.« Det er det hans karriere klart var et eksempel på.
Han citerer en anden fransk Tourhelt, Jacques Anquetil (vinder 5 gange), for denne udtalelse:
»Hvis man ikke gør andet end at vinde, så kommer man ind i statistikkerne. Hvis du overbeviser, så kommer du ind i fantasiens bog.« Det er klart den målestok Fignon ønsker at se sit eget liv med.
Han fortæller indersiden af, alt det man har i sin erindringsskatkiste. Hvordan tænkte han, da han kom tilbage efter flere års fravær og udførte en strålende, næsten kirurgisk præcis, afslutning på Milano-San Remo i 1988. Og så, for at det ikke skulle være løgn, året efter igen et præcist og definitivt angreb et helt andet sted i det samme fantastisk svære løb. Spørg bare Rolf Sørensen, som har nærlæst dette løb og også kom med sit bud på det et år.
