Lyt til artiklen

»Kom ud af din landsby og ind i kampen!«

Så kontant lyder opfordringen fra den italienske cykellegende Paolo Bettini til den danske Tour de France-vinder Jonas Vingegaard.

Den tidligere cykelstjerne er absolut ikke begejstret for Jonas Vingegaards måde at gribe cykelsæsonen an på. Det siger han til La Gazzetta dello Sport.

»De skal tage udfordringen mere op. Sådan en som ham kan vinde Liège eller Lombardiet, men for at nå dertil skal du dukke op i forskellige løb,« siger Bettini, der selv vandt begge store endagsløb, VM, OL og meget andet i sin karriere.

Paolo Bettini kan ikke lide Jonas Vingegaards måde at gribe sæsonen an på.
Paolo Bettini kan ikke lide Jonas Vingegaards måde at gribe sæsonen an på. Foto: DAVID MARIUZ
Vis mere

Bettini fortsætter med at fremhæve Tadej Pogacar som modstykket til Jonas Vingegaard og verdensmester Remco Evenepoel.

»Pogacar er den eneste, der selv bestemmer, hvor han vil køre. Han tager til Flandern og vinder næsten dér. Det er netop cykling. Hvorfor gør Evenepoel og Vingegaard ikke det?«

»Vi ender med at se overbetalte stjerner, der end ikke når 50 løbsdage på en sæson,« fortsætter Bettini.

Men B.T.s sportsredaktør og cykelreporter Rasmus Rask Vendelbjerg giver ikke meget for italienerens kritik.

»Jonas Vingegaard kan efterhånden ikke slå op i en avis uden at få karriereråd fra aldrende cykellegender, der mener, at danskeren bør gøre dit og dat. Jeg synes dog, han klarer det helt fint uden deres rådgivning.«

»For helt ærligt. Vinderen har altid ret. Når du har sejret i Tour de France, skal du ikke justere dit program for at opfylde Bjarne Riis, Paolo Bettini eller Cédric Vasseurs hede ønsker. Bare fortsæt med det, du gør – hjemme i landsbyen,« vurderer B.T.s cykelreporter, der har fulgt i hælene på Vingegaard de seneste år.

»Det er vel også værd at understrege, at Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar havde akkurat lige mange løbsdage i 2022. 54. Og ja, Tadej Pogacar fik da mere ud af de løbsdage. Men han er også et fænomen – verdens bedste cykelrytter.«

»Det krævede lige præcis den ene ekstra procent hos Jonas Vingegaard at vinde Tour de France. Det var forskellen. Og den fik han, fordi han havde dedikeret hele sin sæson til at gå efter sejren i verdens største cykelløb,« fortsætter Rasmus Rask Vendelbjerg.

Det er kun få uger, siden en anden cykellegende sendte en sviner til Jonas Vingegaard.

Netop pensionerede Philippe Gilbert mener, at danskeren ikke forstår sporten.

»Jeg har nogle gange det indtryk, når jeg hører Tadej Pogacar eller Jonas Vingegaard, at de ikke forstår de spørgsmål, de bliver stillet om deres sport. At ytre sig eller mene noget kræver viden om sin sport, men det er der desværre mange, der ikke har,« lød anklagen fra belgieren.

Vingegaard starter efter planen sin sæson i det spanske etapeløb O Gran Camiño sidst i februar.

Til sommer skal han forsøge at forsvare Tour de France-sejren.