De havde knap krydset målstregen, før alle hyldesterne begyndte.

Og med rette. For det var en stor præstation, Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv leverede i Roubaix, da de søndag vandt VM i parløb.

En af dem, der har reageret på den stærke triumf, er cykelstjernen Mark Cavendish, der på de sociale medier hylder de danske stjerner, der har gang i nogle vilde måneder.

'Jeg er så stolt af dig, Michael Mørkøv,' skriver 36-årige Mark Cavendish i et opslag på Twitter og fortsætter:

'Fine små regnbuestriber til dig og Lasse Norman, som I kan føje til jeres olympiske titel. Velkommen i klubben med tre verdensmesterskaber.'

Og der er da også tale om en sæson, der i den grad regner med guld over den danske duo, som de seneste måneder har været intet mindre end fantastiske. På den sidste dag ved OL vandt de også guld i parløb efter en suveræn præstation.

Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv sluttede søndag eftermiddag på 68 point, hvilket var fire point mere end nummer to og seks point mere end nummer tre.

Italien blev nummer to, og Belgien snuppede bronzen efter en sand gyser, hvor medaljerne først blev afgjort på de sidste meter på cyklerne.

Mørkøv og Norman Hansen har kørt sammen siden 2013, og de kan prale med noget af en statistik.

Den danske stjerneduo har nemlig endnu ikke tabt et parløb internationalt, og det ser da heller ikke ud til, det kommer til at ske lige foreløbig. Og spørgsmålet er efterhånden, om det nogensinde sker for dem.