Tour de France på B.T. rimer på Bjarne Riis.
Den danske Tour-legende er efterhånden blevet en fast del af B.T.s dækning af verdens største cykelløb, og 2025 bliver ingen undtagelse.
Den tidligere Tour-vinder stempler endnu engang ind under B.T.s faner, hvor han vil analysere dramaerne og give et læserne et unikt indblik i maskinrummet i professionel cykling.
»Det er de færreste, der har prøvet at være til Touren som rytter, sportsdirektør og holdejer. Jeg har både siddet på cyklen, i sportsdirektørbilen og fulgt Tour de France på afstand,« siger B.T.s Tour-ekspert, Bjarne Riis.

»Af erfaring ved jeg, at jeg ser det på en anden måde end mange andre. Cykelsporten ligger stadig mit hjerte nært, og jeg vil gerne dele min passion med B.T.s læsere.«
Bjarne Riis vil give sin mening til kende gennem hårdtslående klummer, hylde de utrolige præstationer, men også være kontant, når rytterne ikke slår til.
Gennem det eksklusive samarbejde vil han også dissekere den gigantiske duel mellem Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar, sende ris og ros afsted til de danske stjerner, men også give dig skarpe analyser og dele ud af sin unikke viden.
»Jonas har masser, han skal bevise. Han ved godt, at det er nu eller aldrig. Han har ikke flere undskyldninger for ikke at performe, og det er nu, han skal slå til,« påpeger Bjarne Riis efter Pogacars Tour-sejr i fjor.
»Jeg er ikke i tvivl om, at Jonas nok skal være godt kørende, og det bliver det spændingsfyldte drama, vi alle forventer og håber på.«
Gennem et unikt format vil Bjarne Riis igen agere som Jonas Vingegaards sportsdirektør og give ham strategiske råd på løbets afgørende etaper i jagten på et historisk Tour-hattrick.
Løbende vil han også vurdere styrkeforholdet mellem Visma og UAE, mellem Vingegaard og Tadej Pogacar.
»Min hustru Anne Dorthe (Tanderup, tidligere håndboldspiller, red.) gider ikke høre på mine analyser hele tiden. Så er det bedre at levere dem til B.T.s læsere. Jeg skal jo kunne skælde ud et eller andet sted, og det gider hun ikke høre på,« siger Bjarne Riis og slår et stort grin op – inden han fortsætter.
»Jeg kan godt lidt at have en kritisk og skarp analyse på det, og det er et godt match med B.T. Jeg glæder mig til at fortsætte vores gode samarbejde.«
Bjarne Riis er allerede tyvstartet i forbindelse med generalprøven til Touren, Critérium du Dauphiné, hvor Vingegaard og Pogacar krydser klinger.
For Lasse Vøge, der er sportsredaktør på B.T., var det en no-brainer at lave endnu en aftale med Ørnen fra Herning.
»Tour de France uden Bjarne Riis vil være helt forkert. Han hører til danskernes Tour-sommer på samme niveau som lyden af en summende helikopter og sporadiske 'allez'-råb.«
»Der findes ingen i kongeriget, der ved så meget om verdens største cykelløb som Bjarne Riis, som har vundet Touren – både på cykel og i sportsdirektørbilen. Derfor er jeg lykkelig over, at han igen i år er med på B.T.s hold.«
Riis vil ligeledes være B.T.s ekspert under årets Vuelta a España, hvor Jonas Vingegaard efter planen også skal dyste med om sejren.
