Rigmanden Lars Seier Christensen drømmer om, at Team Waoo - som han har sammen med blandt andre Bjarne Riis - får kørt sig ind i Tour de France-feltet i 2021.
Her skal det store franske etapeløb starte i Danmark. Netop det mega-sportsevent ser Lars Seier Christensen som en mulighed for at løfte Team Waoo op i verdenseliten.
»Bjarne og jeg overvejer, om Tour-starten i 2021 skal være en løftestang for at komme op på højeste plan. Vi vil rigtig gerne være med. Men det kræver, at man har et Pro Continental-hold. Det her kan være en mulighed.«
Sådan siger den danske finansmand bag Saxo Bank i podcasten 'Lars Christensens Verden', som er navngivet efter værten Lars Christensen fra mediet Euroinvestor.
Cykelholdet Team Waoo er et kontinentalhold, som kører på det tredjehøjeste niveau i verden. For at komme i betragtning til Tour de France skal holdet et niveau op og have Pro Continental-status.
Eksperter, B.T. tidligere har talt med, vurderer, at det vil kræve et budget i omegnen af 50 millioner kroner at skabe et stærkt Pro Continental-hold, som kan snuppe en af to Tour-billetter, der er til rådighed til de to bedste hold på det niveau.
Lars Seier Christensen siger i podcasten, at han sammen med resten af Team Waoo-ledelsen overvejer flere modeller i forhold til at få skudt flere penge i projektet frem mod 2021:
»Det må gerne være et fælles-sponsoreret dansk hold, hvor flere danske virksomheder går sammen. Det ville være ærgerligt at se et Tour de France på dansk grund kun som tilskuer.«