»Allerede da jeg kørte forbi, og jeg kiggede ud gennem vinduet, havde jeg en fornemmelse af, at det kunne være et dødsfald.«

Lars Michaelsen vælger sine ord med omhu og holder pauser midt i sætningen. Han har blikket stift rettet ned i jorden. Som om, at ordene skal graves op fra hotellobbyens lysebrune trægulv.

»Men jeg troede faktisk ikke på det. Fordi jeg ikke ønskede, at det skulle være sådan.«

I dag er Lars Michaelsen sportsdirektør på cykelholdet Astana. Den skæbnesvangre dag i 2011, hvor den unge belgier Wouter Weylandt omkom efter et fatalt styrt, var Lars Michaelsen sportsdirektør på belgierens hold, Leopard-Trek.

Det er ikke den eneste gang, at danskeren har oplevet cykelsporten fra sin grimmeste og mest tragiske side. I 2017 havde han igen et dødsfald inde på livet som sportsdirektør. Denne gang var det den italienske Astana-rytter Michele Scarponi, der måtte lade livet på en træningstur tæt ved sit hjem.

Selvom han først var meget i tvivl, da B.T. henvendte sig, har Lars Michaelsen besluttet sig for at åbne op om, hvordan man håndterer den undtagelsestilstand, der opstår på et cykelhold, der pludseligt mister en rytter, en kollega og en ven. Og det gør han modigt og ærligt.

Et stærkt og utvetydigt budskab

Den 26-årige Wouter Weylandt omkom på en nedkørsel under Giro d’Italias tredje etape. Belgieren vendte sig om på sin cykel på en hurtig nedkørsel, hvilket gjorde, at hans kørselsretning ændrede sig. Han mistede balancen og med sin venstre pedal og fod kørte ind i et fundament i cement, som holdt en afspærring ned mod afgrunden.

»Ud over et kæmpe sammenstød blev han slået ud af kurs og slog en saltomortale,« husker Lars Michaelsen og holder en pause:

Wouter Weylandt døde under Giro d'Italia i 2011.
Wouter Weylandt døde under Giro d'Italia i 2011. Foto: PETER DECONINCK
Vis mere

»Han ramte med meget, meget hård kraft og døde formentlig på stedet, da han ramte jorden eller asfalten. Det var sort uheld, og det var hverken fordi, at han på det tidspunkt skulle arbejde for sine holdkammerater eller var presset af en tidsfrist.«

Da Wouter Weylandt havde været forsøgt genoplivet i 30 minutter, vidste Lars Michaelsen godt, at alt håb var ude. Så begyndte undtagelsestilstanden, og sorgen lagde sig som et tykt tæppe om cykelverdenen og Leopard-Trek-holdet i særdeleshed.

Midt i chokket gik Lars Michaelsen en tur i byen Rapallo, hvor etapen sluttede, og ringede til Wouter Weylandts far, Eric.

»Eric og Nele (Wouters Weylantds forældre, red.) var på vej fra deres bopæl i Gent til lufthavnen i Bruxelles for at flyve,« siger Lars Michaelsen og afbryder sætningen, inden han kommer i stand til at afslutte den:

»For at flyve ned og møde deres søn.«

Den danske sportsdirektør er stadig tydeligt mærket af hændelsen den dag i dag og får kæmpet sig gennem fortællingen om den 9. maj 2011 ved hjælp af pauser og dybe vejrtrækninger. Og så beretter han om den ‘krisesnak’, som han havde med Wouter Weylandts far.

»Jeg kondolerede først og fremmest og var meget ked af det. Så sagde jeg: 'Eric',« fortæller Lars Michaelsen.

»'Eric, jeg bliver nødt til at spørge dig, hvad vi skal gøre herfra. Skal vi stoppe? Skal vi fortsætte i løbet? Hvad skal vi gøre?'«

Så fik sportsdirektøren et fattet svar.

»Han svarede så fint til mig og sagde: ‘Lars. Hvis I kan finde styrken i jer selv, ville det være i Wouters ånd, at I kørte videre’. Det var så stærkt og utvetydigt et budskab.«

Fik lov at græde

Derfra begyndte krisehåndteringen på Leopard-Trek-holdet.

»Man mister en god kammerat. En ven. En kollega. Det er heldigvis ikke hverdagskost, og folk reagerer meget forskelligt. Vi kaldte alle til samling, hvor jeg havde arrangeret, at vi skulle sætte os sammen, og folk fik lov til at græde. Så gik talen på tur til dem, der havde lyst. Nogen har behov for at sige meget, andre har slet ikke brug for at sige noget.«

Efter en del møder i forhold til, hvad der skulle ske, blev morgendagens Giro d'Italia etape kørt.

På forhånd var det aftalt, at alle hold skulle trække feltet i 10 km i løbet af etapen som en respektfuld gæstus og et signal om at have mistet en kammerat. Leopard-Trek-holdet skulle føre på de sidste kilometer og køre over målstregen som det første hold.

Men dagen efter valgte mandskabet at trække sig fra løbet, hvilket gik imod Eric Weylandts ønske. Der var tale om en demokratisk beslutning blandt holdets ryttere. Den var Lars Michaelsen uenig i, men i situationen handlede det også om at rumme de forskellige reaktioner på det tragiske dødsfald. Alligevel har beslutningen sat dybe spor i Lars Michaelsen, som stadig er skuffet den dag i dag.

»Vores ryttere havde meget svært ved at håndtere situationen. Som sportsdirektør var jeg personligt gået forrest. Jeg havde taget teten og fulgt Eric Weylandts ønske, selv om jeg er bevidst om, at der skal være plads til alle. Der er ingen facitliste, men nogle ryttergrupper er bare stærkere end andre,« siger Lars Michaelsen.

Michele Scarponi omkom under en træningstur i 2017.
Michele Scarponi omkom under en træningstur i 2017. Foto: ALESSANDRO DI MEO
Vis mere

Desværre er snakken om død i cykelsporten meget aktuel. Den 5. august i år døde den 22-årige belgier Bjorg Lambrecht under Polen Rundt. For at ære den afdøde Lotto-Soudal-rytter, skiftedes de forskellige hold til at føre på den næste etape. Præcis som det var tilfældet efter Wouter Weylandts død. Til gengæld valgte Bjorg Lambrechts holdkammerater at fortsætte løbet.

Desværre har Lars Michaelsen haft brug for at benytte sig af krisehåndteringen igen, som blev udarbejdet sammen med en af holdets læger, der havde prøvet det før.

»Man kan jo ikke falde fra hinanden som hold. Vi blev nødt til at stå sammen, sådan er det i kriser. Man kommer kun igennem det sammen,« siger Lars Michaelsen.

Et halvt år efter episoden med Wouter Weylandt blev den danske sportsdirektør takket af en af holdets mekanikere for den måde, han havde håndteret hele situationen på.

Det gjorde indtryk på den danske sportsdirektør. Men det ændrede ikke på det, der var sket.

»Det er lidt sørgeligt, men vi brugte nogle af de samme værktøjer i Michele Scarponis tilfælde som under Wouter Weylandt.«

Hårdt at sige og tænke

Seks år senere var situationen en lidt anden. Michele Scarponi blev i Italien ramt af en modkørende bil, der svingede ind foran ham i et frontalt sammenstød, lige inden forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège,

Her var Lars Michaelsen ikke fysisk i nærheden af uheldet, men det satte selvfølgelig dybe spor hos ham og resten af Astana-holdet inden monumentet, der skulle køres dagen efter.

»Han (Scarponi, red.) kørte ud en tidlig lørdag morgen, fordi hans kone og tvillingesønner skulle til en slags konfirmation om eftermiddagen. Så han skulle overstå sin træning inden,« siger Lars Michaelsen.

»Vi fik at vide, at der var sket en forfærdelig ulykke, da vi kom ind fra vores træningstur i Belgien. Og så er der en krisehåndtering, fordi alle er hårdt ramt.«

Astana-holdet stillede op til Liège-Bastogne-Liège dagen efter. Jakob Fuglsang forsøgte, hvad han kunne i finalen, men Luis León Sánchez kunne simpelthen ikke finde kræfterne i sig selv, erindrer Lars Michaelsen.

Hændelser som Wouter Weylandt og Michele Scarponis dødsfald fik selvfølgelig både hold og ryttere til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad der egentlig er meningen med at cykle.

Hele Leopard-Trek-holdet krydser målstregen sammen ved fjerde etape af Giro d'Italia i 2011, efter Wouter Weylandts tragiske død.
Hele Leopard-Trek-holdet krydser målstregen sammen ved fjerde etape af Giro d'Italia i 2011, efter Wouter Weylandts tragiske død. Foto: LUK BENIES
Vis mere

»I begge tilfælde var det jo en forfærdelig og uventet begivenhed, der får alle til at stoppe op og sige: ‘Hvad er det, vi laver? Giver det mening at køre det her cykelløb?’,« siger Lars Michaelsen.

For selvom hele cykelfeltet ved det, er det et hårdt wakeup-call om, at cykelsporten faktisk er farlig. Den kan koste liv.

Ikke bange

Alligevel har hændelserne ikke fået den danske sportsdirektør, der selv har en lang cykelkarriere bag sig, til at overveje at stoppe. Og faktisk tænker han heller ikke over, at noget af det, han elsker allermest, kan være voldsomt og forfærdeligt.

»Hvis jeg tænker over, at cykelsport er farligt, så kan jeg ikke lave mit arbejde. Man kan jo komme galt afsted i alle sportsgrene og i mange af livets aspekter. Sådan er det. Der er altid en risiko,« siger Lars Michaelsen.

Men krisen fik rytterne til at kigge meget indad. Den begrænsede og låste mange af dem, selvom Leopard-Treks stab dengang i 2011 forsøgte at coache og vejlede rytterne, der på en anderledes måde mærkede, at faren og døden kom tæt ind på livet af dem.

»Efter Wouters (Weylandt, red.) død, var der ryttere, som kom til mig. De var nervøse for, at det også skete for dem. Nogle havde endda gravide kærester. Det blev jeg selvfølgelig nødt til at rumme og vise forståelse for. Det er forskelligt fra person til person«

Nu er der gået mere end otte år, siden Wouter Weylandt gik bort, men Lars Michaelsen har stadig nær kontakt til forældrene Nele og Eric Weylandt og resten af den cykelglade familie.

I starten havde han tit faren Eric med som gæst, når der blev kørt løb i Belgien, på trods af det traumatiske tab, han lige havde været igennem. Som en måde at bearbejde sorgen på.

En dag stoppede Eric Weylandt med at tage med Lars Michaelsen til cykelløb, men den 50-årige sportsdirektør ser stadig familien, når han kan. Men de er ikke de eneste, han besøger.

»Under klassikerne i de sidste mange år, har jeg været oppe og besøge dem og været forbi kirkegården for at hilse på Wouter,« siger Lars Michaelsen.

Han stopper op, giver et langt suk og trækker vejret dybt. Interviewet har varet i 33 minutter, og Lars Michaelsen har stadig blikket i jorden.

»Det er jo ikke det, der er meningen med denne her sport. Men ja. Det sker.«