Efter en lang karriere hos Lotto Soudal skifter den rutinerede Lars Bak til Dimension Data fra årsskiftet.

København. Efter syv sæsoner hos det nuværende Lotto Soudal-mandskab søger cykelrytteren Lars Bak nye græsgange.

Den 38-årige dansker skifter således til Dimension Data, hvor han er blevet udstyret med en etårig kontrakt.

Det oplyser Dimension Data i en pressemeddelelse.

'Jeg er meget spændt på skiftet. Jeg har været professionel i 17 år, og næste sæson bliver min 18. sæson, så det er altid godt med ny inspiration,' siger Lars Bak i pressemeddelelsen.

Han kom til Lotto Soudal i 2012 efter to sæsoner HTC-Columbia. Forinden havde han tilbragt fem år hos Team CSC.

Det var netop i 2012, at han hentede karrierens største sejr. Således kørte han først over målstregen på 12. etape af Giro d'Italia.

Desuden har han været med til at vinde holdtidskørsler i både Giroen og i Vuelta a Espana. Det skete i henholdsvis 2011 og 2010 med HTC-Columbia.

Han blev dansk mester i enkeltstart i 2007, 2008 og 2009 og vandt DM-linjeløbet i 2005.

I løbet af karrieren er det blevet til en lang række grand tours. Blandt andet deltog han syv år i træk i Tour de France fra 2011 til 2017.

/ritzau/