Som assisterende sportsdirektør forventer Lars Bak at køre andenbil, mens han lærer af de erfarne kolleger.

Der bliver ikke tale om et sabbatår for Lars Bak, når han ved årets udgang ikke længere er på lønningslisten som cykelrytter på World Tour-holdet NTT.

Bak fortsætter som assisterende sportsdirektør på holdet, der har kørt under navnet Dimension Data i de seneste fire sæsoner.

Han er klar over, at han i første omgang bliver lærling.

- Man skal nok ikke regne med at få Tour de France og de største løb til at starte med. Jeg regner med at skulle køre meget andenbil og være en mentor og støtte for rytterne.

- Jeg skal præge det på min måde og se, hvordan de erfarne sportsdirektører gør det, lyder det fra Bak.

Den tidligere danmarksmester i linjeløb og enkeltstart kørte sit sidste løb som professionel i oktober, hvor han blev nummer syv i Paris-Tours.

På daværende tidspunkt vidste han, at han ville fortsætte i cykelbranchen, men først nu er parterne blevet enige om en aftale.

Det er lidt af en omvæltning at gå fra at sidde på sadlen til at sidde bag rattet, men det er også en fordel, at man kun lige er stoppet.

- Man har jo et stort knowhow inden for gamet. Nu kommer jeg så til at sidde bag rattet, og det bliver sjovt at give sin erfaring videre til unge talentfulde ryttere. Det var en mulighed, jeg gerne ville prøve af. Så må vi se, om jeg kan finde ud af det.

Kigger man på statistikken, er der plads til forbedring på det sydafrikanske World Tour-hold.

Med Dimension Data-skriften på brystet har holdet blot hentet syv sejre i professionelle løb i 2019. Det er tredjefærrest af alle hold i år.

Men en god afslutning på sæsonen giver håb for 2020, mener Lars Bak.

- Fra Tour de France sluttede og sæsonen ud, lavede vi faktisk ret gode resultater. Og vi scorede mange point.

- Der var mange nye ryttere på holdet, og vi skulle lige finde hinanden. Det synes jeg, vi er begyndt at gøre. Nu er der så igen kommet en del ryttere ind, men der er mange unge imellem og mange talentfulde ryttere, siger Bak.

I næste uge tager NTT på træningslejr, hvor alle nye ryttere og ansatte kan hilse på hinanden.

/ritzau/