Langer ud efter Visma: De vælter selv Vingegaard
»Man kan ikke være stolt af det, når man siger, at man kan vinde Touren, og holdet selv vælter kaptajnen,« siger Brian Holm
»Man kan ikke være stolt af det, når man siger, at man kan vinde Touren, og holdet selv vælter kaptajnen,« siger Brian Holm

Det så endelig ud til at lykkes for Visma-Lease a Bike.
Sepp Kuss lå alene i front på Tourens kongeetape med kun få kilometer tilbage. Men så gik det mere galt, end man kunne forestille sig.
Amerikaneren styrtede ikke kun én, men hele to gange. Han blev indhentet bagfra, og så smuldrede etapesejren endnu engang for Visma.
Du kan se det ene styrt i bunden af artiklen.
»Jeg håbede af hele mit hjerte, at Sepp Kuss ville vinde, så de kunne rette lidt op på deres Tour. Han havde været en flot vinder, synes jeg,« siger B.T.s Tour-ekspert Brian Holm.
Men dér slutter roserne også.

For der er et problem på Visma-holdet, som også mistede Jonas Vingegaard til et styrt, der pludseligt opstod på grund af hollændernes egen kørefejl, mener han.
»Visma har ikke stor succes med at ramme svingene, når de sidder forrest,« siger Holm og hentyder til, at Jonas Vingegaard styrtede, fordi hans hold kørte den forkerte vej i en rundkørsel.
»Alle andre kørte rigtigt igennem. Jeg er spændt på at høre, hvad de har at sige til det nu.«
Lørdag styrtede Sepp Kuss styrtede også i et sving.

»De kan heldigvis kun takke sig selv. Plugge (Visma-chefen, red.) har haft travlt med at sige, at det var motorcyklerne og den manglende afmærknings skyld, at Vingegaard styrtede og udgik. Men det sker altså mere for dem end for andre.«
Tilbage står Visma-Lease a Bike med en sejr på første etape, holdtidskørslen i Barcelona. Og det er faktisk det.
»De kører fint, men det er nogle dyre fejl, de laver. Det er uheldigt at styrte, men det er altså heller ikke særlig smart, for der tegner sig et mønster. Jeg skal love for, at de har lidt at analysere,« mener Holm.
»Men man kan ikke være stolt af det, når man siger, at man kan vinde Touren, og holdet selv vælter kaptajnen.«
I løbets sidste fase har Visma-Lease a Bike været meget synligt i sammenligning med den første del af Touren, hvor Vingegaards holdkammerater lignede en skygge af sig selv.
»De vinder holdløbet, og jeg synes, de har kørt en hæderlig Tour. Den sidste uge er de vågnet op til dåd, kreerer løbet og har fundet de ben frem, de skulle have haft i starten,« siger Holm.
Følg alt det seneste fra Tour de France i B.T.s liveblog lige her.