Husker du Felipe Peñaloza?

Hvis det kniber lidt, er det ikke så mærkeligt. Det er formentlig kun de mest inkarnerede fans af banecykling, der har lagt mærke til den chilenske rytter.

I 2019 kørte han sig til en hæderlig tiendeplads i pointløbet ved VM i Polen. Det er den seneste gang, man har set en banecykelrytter med chilensk pas ved et VM eller OL.

I cykling på de skrå brædder er Chile et uland. Alligevel har Den Internationale Cykelunion (UCI) udpeget det langstrakte land ved den sydamerikanske stillehavskyst til vært for dette års udgave af VM, der begynder onsdag.

Danmarks herrelandstræner Casper Jørgensen har svært ved at se logikken i det valg.

- Jeg har ikke noget imod, at man lægger det forskellige steder og i forskellige verdensdele. Det, der gør ondt på mig, er, at UCI nogle gange lægger det i lande som eksempelvis Chile.

- Der er nærmest ingen ryttere fra Chile. Filmen knækker lidt, når vi skal til lande, der ikke har tradition for det. Det virker ret underligt, konstaterer Jørgensen.

Ryttere er der formentlig, men ingen på topniveau. Ved de fem VM og to OL, der er afviklet siden 2019, har Chile tilsammen stillet med nul deltagere.

Derfor skal man næppe forvente samme euforiske scener og stemning som sidste år i Ballerup. Eller som man ser i andre lande, hvor banecykling er populært.

Men forholdene for rytterne på velodromen i Santiago fejler ikke noget. Banen blev indviet i 2014 og har lagt gulv til flere større arrangementer.

- De har haft et World Cup-løb i 2017 på samme bane, og de har også haft panamerikanske mesterskaber. Så de har afholdt noget før, og faciliteterne er rigtig fine.

- Det er selvfølgelig lidt specielt, at vi skal rejse så langt for at køre, men det er vi jo heldigvis vant til, siger den danske rytter Frederik Rodenberg.

VM begynder onsdag eftermiddag dansk tid.

/ritzau/