Michael Rasmussen har siden sin dopingerkendelse 31. januar afvist at løfte sløret for sin del af beviserne i dopingefterforskningen af forholdene i dansk cykelsport. Nu kommer de med stor sandsynlighed frem i en ny bog.

Bogen kan meget vel blive et fyldigt forvarsel om de afsløringer, han har bragt til Anti Doping Danmarks (ADD) bord som vidne.

ADD-direktør Lone Hansen bekræfter, at Kyllingen risikofrit kan afsløre anklager mod eksempelvis sin tidligere chef Bjarne Riis, selv om efterforskningen endnu ikke er afsluttet:

- Der er ytringsfrihed. Så længe Michael Rasmussen ikke siger noget, der er usandt eller på anden måde kompromitterer det, han allerede har fortalt os i sit vidneudsagn, så kan han fortælle alt det, han vil i sin bog.

Dermed kan Michael Rasmussen frit referere de samme anklager, som han angiveligt er kommet med over for ADD og Danmarks Idrætsforbund (DIF) mod at få nedsat sin egen karantæne for dopingmisbrug fra otte til to års udelukkelse.

Lone Hansen forklarer, at det ikke er ADD, der har hindret Michael Rasmussen i at åbne munden.

- Hans egen sag er afsluttet med en strafnedsættelse, mod at han har givet oplysninger, der kan deles i andre sager for at opklare eventuelt dopingmisbrug. Han har hele tiden vidst, at hans bog ikke kunne komme, før den sag var afsluttet.

Rasmussens vidneudsagn er blot en del af det materiale, som ADD og DIF planlægger at rejse sager på grundlag af. Men afsløringer i Rasmussens bog er ikke nødvendigvis et udtryk for, at en sag mod dopingbagmænd i dansk cykelsport er klar til affyring.

- Det er stadig svært at sige noget præcist om, hvornår vi kan afslutte undersøgelsen, siger Lone Hansen.