Michael Rasmussen var skuffet efter torsdagens servering af en dobbelt portion Alpe d'Huez. For de bedste ryttere kendte ikke deres besøgelsestid, og konkurrenterne skulle have udnyttet bedre, at den førende Chris Froome kom i krise.

- Øv, det var en fuser, vi fik i går. På Alpe d’Huez er det de bedste, der skal køre om sejren i min optik. Og sådan er det ikke, når Nairo Quintana og Joaquim Rodriquez bliver nummer fire og fem, skriver Michael Rasmussen i sin klumme i BT.

Han mener, både Movistar og Team Saxo-Tinkoff forsømte at få noget ud af de muligheder, der bød sig.

- Faktisk synes jeg, det er svært at se, hvem der fik noget ordentligt ud af etapen – ud over Riblon. For der blev begået fejl på stribe. Movistar begik den største ved ikke at lægge pres på første gang, de skulle op til Alpe d’Huez, for de lå med fem mand i dalen og var det stærkeste hold. Team Saxo-Tinkoff gjorde det heller ikke godt. Man brændte lyset i alle ender og kanter. Både det første angreb fra Michael Rogers, der ikke gav noget i begyndelsen, derefter Paulinho og Nicholas Roche, der bare sled sig op, og så Alberto Contador og Roman Kreuziger, der spildte kræfter på nedkørslen og så skuffede opad. Alt var totalt formålsløst, og de kom konstant på mellemhånd, skriver Kyllingen.

Han roser dog Jakob Fuglsang og håber, at spændingen kommer fredag, hvor der er nye og benhårde stigninger, der skal passeres. Den etape forventer Michael Rasmussen sig meget af, hvis rytterne vil udnytte terrænnet.

- De to første stigninger er så modbydelige, at de skal udnyttes. Det vil være Movistar, Katusha og Saxo-Tinkoff, der skal have folk af sted, og så allerede på Madeleine skal der angribes fra favoritgruppen. Det kræver, at udbruddet har et forspring på to-tre minutter, så de kan hjælpe på det flade mellemstykke, inden finalen begynder. Det er langt ude, og det kræver mod. Jeg håber, vi får lidt revanche oven på i går.

Læs hele Michael Rasmussens klumme i fredagens udgave af BT


Køb adgang til e-avisen HER