Cykelverdenen er ramt af en kæmpe skandale, efter kvindernes svar på Tour de France er blevet aflyst.

I en pressemeddelelse fra arrangørerne bag løbet, Route de France Féminine, bliver der skældt ud i stride strømme på den internationale cykelunion, UCI, der står bag aflysningen.

»Det er en skandale. Tak skal I have, UCI,« skriver de torsdag i en pressemeddelelse og på Facebook.

UCI har valgt at aflyse løbet, da de mener, at arrangørerne bag Tour de France - ifølge UCI - afleverede ansøgningen om at deltage i World Touren for sent.

Og når løbet ikke er en del af World Touren, har UCI valgt at sige nej tak til at stå for løbet.

Det ærgrer arrangørerne, der kalder det disrespektfuldt.

»Vi er skuffede, og vi kan konstatere, at vi står over for en institution, der ikke har nogen værdi eller respekt for en organisation, der har været dedikerede i mere end 10 år for at udvikle kvindecykling internationalt,« skriver de i pressemeddelelsen.

Kvindernes Tour de France skulle have været kørt fra 5.-13. august, hvilket er samtidigt med EM i landevejscykling og to World Tour-løb i Sverige. Dermed vil løbet også for svært ved at overbevise ryttere om at vælge det løb frem for World Tour-løbene, der giver point.

Nyheden kommer på et skidt tidspunkt for Bjarne Riis, der sammen med Lars Seier Christensen, har overtaget kvindeholdet Team BMS BIRN, som de har udtalt, vil gøre gøre til verdens bedste.

Den halvdanske cykelrytter Linda Villumsen har vundet løbet to gange, 2006 og 2013, men må altså opgive at vinde det i 2017.

Route de France Féminin kæmper nu for at finde en løsning til 2018.