Dommen over den kvinde, der påkørte og dræbte det 18-årige cykeltalent Andreas Byskov Sarbo, bliver ikke anket til landsretten.
Det oplyser Statsadvokaten til B.T.
Dermed skal den 28-årige kvinde betale en bøde på 1.500 kroner for at have overtrådt færdselsloven ved at have overset to skilte, mens hun altså ikke får skylden for cykelrytterens død.
»Der er tale om en konkret begrundet dom, og vi har ud fra en samlet bedømmelse af sagens omstændigheder vurderet, at det ikke er sandsynligt, at landsretten vil komme frem til et andet resultat. Derfor er sagen ikke blevet anket,« udtaler vicestatsadvokat Jakob Berger Nielsen.
Det var under en enkeltstart i cykelløbet Tour de Himmelfart 31. maj sidste år, at Andreas Byskov Sarbo blev frontalt påkørt af kvinden og herefter mistede livet.
Kvinden var ved Retten i Aarhus tiltalt for uagtsomt manddrab og for at tilsidesætte væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.
Her forklarede kvinden, at hun havde øjenkontakt med en vagt, kort før hun svingede ned ad den vej, hvor 'indkørsel forbudt'-skiltet skulle have stået.
Vagterne har en anden forklaring. Problemet er bare, at deres forklaringer er forskellige, og retten mente derfor ikke, at de kunne danne grundlag for at dømme kvinden.
Hun ender derfor kun med at blive dømt for at have overset de to skilte.
Den dom var Danmarks Cykle Union særdeles rystet over og forventede derfor også, at sagen ville blive anket.
Mandag udløb så de 14 dage, som anklagemyndigheden havde til eventuelt at anke dommen til Vestre Landsret, men det har de altså besluttet ikke at gøre.
B.T. var efterfølgende i kontakt med den afdøde cykelrytters far, Mikkel Irminger Sarbo, der blandt andet fortalte, at han undrede sig over dommen.
»Det er dejligt for os, at byretssagen er overstået, men i forhold til den sagsfremlæggelse, som vi var vidne til i retten for en uge siden, så undrer udfaldet os selvfølgelig. Jeg fandt anklageskriftet særdeles fair og nøgternt i forhold til situationen,« sagde han.