»Så laver jeg altså helikopteren. Den ryger lige ud til de nærmeste venner, og så ved de, at det sgu går meget godt.«
Magnus Corts – allerede legendariske – ord om sit særlige sejrsritual gav med garanti kammeraterne bange anelser allerede tirsdag eftermiddag.
For det var skåret i bornholmsk granit, at den danske EF-rytter ville vinde sin historiske Giro-etapesejr, da han med to trætte konkurrenter på slæb ramte opløbsstrækningen i Viareggio.
De prisgivne rivaler i udbruddet så nærmest ud til at have overgivet sig, allerede inden spurten var i gang, og Magnus Cort blev den kun tredje dansker i historien med en etapesejr i alle tre Grand Tours.
Matti Breschel, sportsdirektør på EF-holdet ved Giro d'Italia, orkestrerede udbruddet i sit tidligere nabolag og var Kong Corts kronvidne under den vilde triumf.
»Han lukkede virkelig ned for sig selv. Han blev til en ren maskine. Halvdelen af feltet sad og peb inde i busserne. De forsøgte at få aflyst etapen. Men Magnus holdt hovedet koldt.«
Det betalte sig. Få kilometer før mål opgav et decimeret felt jagten på trioen i front. Sejren i silende regn blev trådt hjem med noget, der mest af alt mindede om lethed.
»Det var en kæmpe forløsning for ham. Noget, han har drømt om i lang tid. Siden sin første Tour-etapesejr vidste han, at der var en mulighed for at komme i klubben med sejre i alle Grand Tours. At skrive lidt dansk cykelhistorie. Og hvem fanden drømmer ikke om det?«
Nu er Magnus Cort altså med i det eksklusive selskab, som – indtil Mads Pedersens sejr på 6. etape af årets Giro – kun bestod af formand Jesper Skibby.
Men vejen dertil har været anderledes end hos landsmanden fra Trek. Magnus Cort har udviklet sig fra sprinter til allestedsnærværende altmuligmand, der altid vinder på kreativ vis.
»Det handler om styrke og vindermentalitet. Han vinder cykelløb på en anderledes måde end for eksempel Mads Pedersen. Magnus har mistet lidt af den hurtighed, han havde i starten af sin karriere,« siger Matti Breschel og fortsætter:
»Han har indrettet sig fysisk til at blive meget mere holdbar. Ikke mindst i bjergene. Men han har stadig hurtigheden fra naturens side, som nok aldrig forsvinder. Og så vil han bare gerne vinde. Det gør forskellen.«
Netop den suveræne sejrsvilje – og en nærmest uset dedikation – er blandt de definerende personlighedstræk hos Magnus Cort, forklarer sportsdirektøren.
»Han tror på det. Alt, hvad han foretager sig i sit liv, er for at vinde cykelløb. Oveni har han en jernvilje. Cykelrytteren Magnus gør det 100 procent. Den eneste grund til, han træner 35.000 kilometer om året, er, at han vil være den bedste.«
Det har nu resulteret i 26 sejre som professionel, og undervejs har Magnus Cort med sin aggressive kørestil vundet cykelfans' hjerter overalt i verden.
Men ikke kun på grund af kørslen. Det berømte overskæg, de sjove hotelbedømmelser på Instagram og de ærlige meninger på Twitter har bidraget til en form for kultdyrkelse af den 30-årige dansker.
»Han har sit overskæg – som er en måde at brande sig selv på. Og så den her ventil, hvor han laver de lidt sjove ting. Hvor han er lidt anderledes på sociale medier. Det, tror jeg, han har brug for – fordi han netop er så seriøs og fokuseret hele tiden.«
Men alt med måde, bemærker Matti Breschel. Den efterhånden solide stjernestatus skal varetages ordentligt.
»Det er en balance. Og det har det også været for ham – at filtrere lidt i sine meninger og holdninger. Han behøver jo ikke dele alle sine holdninger eller sit politiske syn på alting. Det er en balance at finde ud af, hvornår det hjælper ham, og hvornår det ikke gør,« siger Matti Breschel og fortsætter:
»Men det har sin charme. At han bruger sin person og personlighed og bruger cykelsporten til noget mere.«