Danmark var i centrum, da ruten til næste års Tour de France torsdag blev præsenteret i Paris.

Danmark var her, der og alle vegne i Palais des Congrès torsdag eftermiddag.

Ruten for 2022 i verdens største cykelløb, Tour de France, blev præsenteret i den store sal i Paris, og de første tre etaper på dansk jord var i centrum.

En af talerne ved offentliggørelsen var kronprins Frederik, og han er stolt over at se Danmark repræsenteret på så stor en sportslig scene.

- Det er en stor dag for Danmark og for cykelsporten i Danmark. Det rører også mig, at vi endelig har fået tre starter til Danmark forskellige steder i landet, siger han efter sin franske tale til de fremmødte journalister.

- Vi har haft en Giro-start, som også var meget stor, men at få Grand Depart er noget helt særligt. Man skal gøre sig fortjent til det. Det er ikke bare, fordi man er mig og taler fransk.

- Vi har masser af cykler i Danmark og cykler rask væk. Der skal være en forbindelse med selve cykelsporten, og den begyndte lige akkurat at markere sig, da vi lobbyede for at få Tour de France til Danmark, siger han.

For kronprinsen er det noget af det største, Danmark har lagt jord til inden for sport.

- Vi var meget stolte af at være værter for EM i herrefodbold, og vi har også haft VM i ishockey for herrer. Men det her er noget helt særligt. Det er top-3 af verdens største sportsbegivenheder, vurderer han.

De tre danske etaper har længe været kendt. Men torsdag blev resten af ruten præsenteret, og den indeholdt en glædelig overraskelse for kronprinsen.

- Man har en ankomstby i Frankrig, som jeg kender særdeles godt, for det er min fars barndomsområde. Det er fantastisk.

- At det også kommer forbi min anden hjemegn på min franske side, er fantastisk. Det var jeg ikke klar over før for ganske kort tid siden. Det er en ekstra appelsin i turbanen, lyder det fra kronprins Frederik.

1. etape er en enkeltstart på 13 kilometer i København. 199 kilometer udgør 2. etape fra Roskilde til Nyborg, mens 3. etape fra Vejle til Sønderborg er 182 kilometer lang.

Etaperne på dansk jord køres fra 1. til 3. juli næste år.

/ritzau/