Det vakte ikke ligefrem begejstring, da ordene »Danmark« og »København« blev råbt op. Kritikken var derimod hårdtslående, og det erkender chefen for det hele.

For mange gav det slet ikke mening, at Tour de France skulle starte så langt væk fra Frankrig i noget, der mindede om et miniputland. Men de blev klogere, da billederne ændrede alt.

Tour-starten i fjor endte som en historisk opvisning af, hvordan man skaber en enorm cykelfest, der vækker opsigt kloden over.

Og så snart den rullede over skærmen i størstedelen af alverdens lande, skete der noget. Det fortæller chefen for Tour-arrangøren ASO, Christian Prudhomme til B.T.

»Der er altid kritik, når Touren starter i udlandet. Men da folk så det her i fjernsynet … Folkemængden, passionen, entusiasmen og den enorme vilje til at gøre det her til en fest …,« siger han om den danske Grand Départ og afbryder sin sætning.

»Derefter hørte man ikke en lyd længere. Det var det bedste svar til kritikerne.«

Billederne af de episke uger sidder også limet fast på nethinden.

Fra den regnfulde enkeltstart i København, hvor tusindvis trodsede vejret, til Magnus Corts vilde togter, vanvittige folkemængder på Côte de Koldingvej og den monumentale fejring af vores danske vinder på Rådhuspladsen, som efterlod os målløse.

Det så helt vildt ud, da Jonas Vingegaard blev fejret på Københavns Rådhus 27. juli 2022.
Det så helt vildt ud, da Jonas Vingegaard blev fejret på Københavns Rådhus 27. juli 2022. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Også billederne af menneskehavet i København er noget, Christian Prudhomme aldrig glemmer.

»Fejringen af Vingegaard på rådhusbalkonen i København svarer til det, der skete med Eddy Merckx i Bruxelles i 1969 (ved hans første Tour-sejr, red.). Dengang var det altså historiens største mester i den største cykelnation. Nu så vi noget lignende i Danmark,« fastslår han, målløs.

»Den seneste Tour de France var en lang vågen drøm.«

Under de mange år op til den danske Tour-start fik Christian Prudhomme knyttet tætte bånd til den danske delegation.

Den kontakt har han stadig i dag.

»Lars Løkke sendte mig en besked for at fortælle, at han nu er udenrigsminister,« siger Christian Prudhomme og viser beskeden frem.

Kontakten holder han også med Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen – for eksempel når Danmark og Frankrig har mødt hinanden med VM i fodbold og senere i håndbold.

Men er linjen så varm, at man kan håbe på en Tour-start inden for vores landegrænser snart?

Den franske præsident, Emmanuel Macron, overrækker en medalje til Christian Prudhomme (th.). Præsidenten var også inde over den danske Tour de France-start.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, overrækker en medalje til Christian Prudhomme (th.). Præsidenten var også inde over den danske Tour de France-start. Foto: POOL
Vis mere

»Det var exceptionelt, men nu er vi også heldige at have mange kandidaturer. Danmark har helt klart gjort noget for Tourens renommé, det er der ingen tvivl om.«

Tour-bossen har også fået mange henvendelser fra folk, der nu har valgt at tage turen til København på ferie.

Hvor de blandt andet kan opleve den cykelkultur, Danmark gemmer på.

»Jeg tror ikke længere, at folk, der følger cykling, er overrasket over de store danske præstationer efter den fænomenale Tour-start i sommer. For andre lignede landet ikke en cykelnation som sådan,« siger han om vores cykelhelte.

»Men de er store mestre, og det giver på en måde sig selv efter den Grand Départ.«

Når Jonas Vingegaard skal forsvare sin Tour-krone til sommer, starter Tour de France i spanske Bilbao.