Cykelsporten er totalt paralyseret i Danmark.

Stort set alle løb er blevet parkeret på grund af coronakrisen, herunder Post Nord Danmark Rundt, og det har fået flere hold til at melde ud, at de er truet på eksistensen. Krisen har også raset internt i Danmarks Cykle Union (DCU), hvor personsager og intriger har fyldt mediebilledet.

Det får en række danske profiler fra det danske cykellandskab til at rase over unionen. En af dem er Lars Michaelsen, der er ledende sportsdirektør for Bjarne Riis' hold, NTT Pro Cycling.

»Det her gør mig både vred og ked af det. Jeg sidder med en kæmpe frustration set med den danske talentmasses øjne,« siger han til B.T.

»Der sker simpelthen for lidt. Vi har en talentmasse i Danmark, som er kæmpestor, og nu risikerer vi at smide en masse af det på gulvet, fordi der ikke bliver arrangeret nogen cykelløb.«

Lige nu ligner det, at det næste cykelløb bliver DM 23. august. Det betyder, at en masse danske talenter befinder sig i en situation, hvor de har trænet, trænet og trænet uden at have noget at se frem til.

Det gør risikoen for frafald og faldende motivation en del større, hvis man skal tro Lars Michaelsen. Han mener ikke, at det er godt nok at se passivt til og vente til september, hvor cykelkalenderen går i gang igen.

For ham at se bør man derfor også prioritere cykelløb for de yngre klasser frem for de ældre. Ellers kan det koste cykelsporten dyrt.

Sportsdirektør ved Trek-Segafredo er en af dem, der langer hårdt ud efter DCU.
Sportsdirektør ved Trek-Segafredo er en af dem, der langer hårdt ud efter DCU. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»De unge skal have noget at se frem til, og det skal ikke være juleaften,« fastslår Lars Michaelsen, som er tydeligt oprevet.

»Med det kendskab, jeg har til det hele lige nu, der synes jeg, at DCU svigter ungdommen.«

Organiseringen af cykelløb er bygget op sådan, at distrikterne skal hjælpe klubberne med at afholde cykelløbene. Distrikterne følger direktiverne fra DCU, og selv om sportschefen forstår, at det ikke er en nem opgave, er han langtfra tilfreds.

»Jeg savner passion og initiativ. Passion for cykelsporten og indlevelsesevne. Man kan ikke bare afvente fra myndighederne. Så vi får 20 løb og ikke 3 på 10 weekender. Jeg synes faktisk, at det virker, som om DCU har fokuseret på lønkompensation og stridigheder i stedet for at trække i arbejdstøjet.«

Flere andre nikker anerkendende til Lars Michaelsens kritik. Brian Holm, der er sportsdirektør hos Deceuninck-Quick Step, forklarer, at det »har udviklet sig til et cirkus, jeg (han, red.) ikke havde set komme«, selv om han understreger, at man bør anerkende de gode folk, som arbejder i DCU.

Den tidligere cykelrytter Per Bausager mener også, at der er tale om »et svigt«, mens sportsdirektør på Trek-Segafredo Kim Andersen forklarer, at unge i hans cykelklub er »meget demoraliserede over, at der ikke har været noget at se frem til«.

Direktør i DCU Martin Elleberg Petersen forstår godt den voldsomme kritik – til en vis grad.

»Den bekymring deler jeg også, og jeg forstår udmærket, at de mener, at der skulle have været en plan med mere fokus på talenterne,« siger han til, at man risikerer at miste noget talentarbejde.

Direktør i DCU Martin Ellebjerg Petersen mener, at man har gjort, hvad man kunne, for at afholde cykelløb.
Direktør i DCU Martin Ellebjerg Petersen mener, at man har gjort, hvad man kunne, for at afholde cykelløb.
Vis mere

Omvendt mener han også, at man i unionen har gjort alt, hvad man kunne.

»Vi har forsøgt at arrangere cykelløb, også i juni-juli og august, men vi har ikke kunnet få tilladelser fra myndighederne. Jeg er i tvivl om, hvad vi kunne have gjort anderledes,« siger Martin Elleberg Petersen.

Ifølge ham har DCU lavet såkaldte protokoller, der kan anvendes til løb og skaleres op og ned afhængig af, hvor meget sundhedsmyndighederne tillader.

Men samtidig med, at direktøren anerkender, at man kunne have gjort mere, forklarer han, at det er en »pokkers svær situation« at stå i. Det er der flere grunde til.

  • Det er svært at afholde cykelløb, fordi de klubber, der skal arrangere dem, har frygtet at ende med bøder ved sikkerhedsbrister.
  • Det er svært at afholde løb, fordi man skal ansøge om tilladelse hos myndighederne seks-uger uger før.
  • Det kræver mange frivillige at afholde et cykelløb, og størstedelen af dem er p.t. på ferie.
  • Corona fordyrer afholdelsen af cykelløb væsentligt, da der skal flere sikkerhedsforanstaltninger til.

»Det lyder, som om jeg har en hel masse undskyldninger,« siger han.

»Det er megasvært at få arrangeret det her. Det er Cykeldanmark, der skal arrangere det her i fællesskab. Det nytter ikke at pege på DCU's kontor og sige, at vi skal gøre mere, når vi ikke har ressourcerne til det.«

Hos DCU har man kun siddet to-tre personer siden april, hvor resten af arbejdsstyrken blev sendt hjem på lønkompensation for at »redde økonomien nogenlunde«.

Men det løser ikke problemet med, at de danske ryttere ikke får lov til at køre løb.

»Jeg sidder med en fornemmelse af, at DCU ikke har kæmpet super hårdt for at forsvare det, de er sat i verden for – at køre cykelløb,« mener Per Bausager, der også fornemmer, at »andre motiver som intriger, persons- og politiske stridigheder har spillet ind her«.

»Jeg har været ked af det på de unge menneskers vegne. En blanding af irritation og frustration,« slutter han.