Tirsdag blev de sidste navne tilføjet til Danmarks VM-trup i Zürich.
Én ting blev endeligt bekræftet: Ingen Jonas Vingegaard, der igen glimrer ved sit fravær i VM-regi, selvom landsholdet og det meste af cykeldanmark håbede på at se landets største cykelstjerne i den rød-hvide trikot.
Den dobbelte Tour-vinder er netop blevet far igen og dropper landsholdssamlingen. Sidstnævnte kunne B.T. som det første medie afsløre for en lille måned siden, og dermed har vi stadig Jonas Vingegaards debut på seniorlandsholdet til gode.
Men det kan meget vel ændre sig – for nu får danskeren en VM-opfordring fra egne række på Visma-Lease a Bike.

Den kommer fra sportsdirektøren Frans Maassen.
»Jeg har lige været i Canada til to løb, og nu har jeg tænkt mig at overbevise ham om, at det virkelig er en god rute for ham, og at han bør tage dertil,« siger han til B.T.
»Ud fra et sportsligt perspektiv er det måske et godt sted for Jonas at køre VM.«
I 2026 er det nemlig det nordamerikanske land, der skal agere kulisse for VM, og her mener Frans Maassen altså, at Jonas Vingegaard bør stille op for Danmark.
Gennem flere år har der været et brændende ønske – ja næsten en drøm – at se Jonas Vingegaard stille op for Danmark, og ifølge Visma-sportsdirektøren er det da også kun et spørgsmål om tid, før det sker.
»Det skal nok ske en dag, og det kræver jo, at det danske landshold selvfølgelig også gerne vil have ham med. Men i år var det virkelig ikke en mulighed for ham at stille op i god form,« mener Frans Maassen.
Selvom det på papiret lignede en oplagt VM-mulighed for Jonas Vingegaard på årets schweiziske rute, blev det umuligt for den 27-årige stjerne at tage med.
Én ting er den nylige familieudvidelse, noget andet er det voldsomme styrt, der smadrede resten af Vingegaards sæsonplaner.
Derfra blev det en kamp at nå at blive klar til Tour de France, hvilket betød at danskeren var totalt udmattet efter verdens største cykelløb.
Derfor er det også utopisk at tro, at han kunne det nødvendige overskud til at stå knivskarp til VM-linjeløbet, der løber af stablen søndag 29. september.
»Jeg forstår udmærket godt, at danskerne ærgrer sig over, at de ikke får Jonas at se til VM,« siger Frans Maassen.
»Men på den anden side må man forstå, hvad han er gået igennem, og hvad der skulle til for at komme til Touren, og også i Polen Rundt (efter Touren, red.). Han kæmpede meget, han var ikke i sin bedste form mere, men han vandt stadig løbet. Det var ikke nemt, hans tank var stort set tom. Jeg tror ikke, det var realistisk at komme til VM i den rigtige form. Ingen har lyst til at se store mestre blive sat ved løbet i Zürich. Men selvfølgelig er det en skam.«
Jonas Vingegaards afbud i sidste måned overraskede Anders Lund og elitechef Morten Bennekou, der fandt ud af det gennem medierne.
Siden har Jonas Vingegaard beklaget forløbet over for landstræneren. Det kan du læse mere om her.
Danmarks VM-trup består af Jakob Fuglsang (Israel-Premier Tech), Andreas Kron (Lotto Dstny), Mikkel Honoré og Michael Valgren (EF Education-EasyPost), Frederik Wandahl (Red Bull-Bora-hansgrohe), Magnus Cort (Uno-X Mobility) samt Mads Pedersen og Mattias Skjelmose (Lidl-Trek).