Kommentator er træt af Vingegaard-ballade: 'Det er totalt latterligt'
Kritikere forsøger at stikke kniven ind fra flere sider på den danske cykelstjerne – men kritikken er både »selvmodsigende« og »absurd,« mener B.T.s cykelkommentator.

Kritikere forsøger at stikke kniven ind fra flere sider på den danske cykelstjerne – men kritikken er både »selvmodsigende« og »absurd,« mener B.T.s cykelkommentator.


Det danske cykelfænomen Jonas Vingegaard er i øjeblikket altdominerende i Italien – alligevel har kritikere fundet måder at rase mod den dobbelte Tour de France-vinder på.
Og det fatter B.T.s cykelkommentator dog mildest talt ikke en bjælde af.
»Det er altid godt med noget cykeldebat, men undskyld mig – jeg synes, det er totalt latterligt. Jeg er ærlig talt træt af at høre på det,« siger Frederik Gernigon.
Kritikken er kommet fra forskellige kanter, og er ifølge B.T.s cykelkommentator »selvmodsigende«.
Allerede da Vingegaard meldte sin ankomst til Giro d'Italia, lod flere ham vide, at det var et signal om, at han allerede havde opgivet muligheden for at vippe sit nemesis Tadej Pogacar af pinden til sommerens Tour de France.
Det er nemlig notorisk svært at køre klassement i den italienske rundtur for så efterfølgende at opnå succes under Touren.

Efter løbets start har mange så været efter den 29-årige thybo for at være for kalkulerende og passiv i sin kørsel, fordi han netop skulle have Tour de France i baghovedet.
Alt sammen inden han så søndag skulle forsvare, at han angreb og nappede sejren foran Felix Gall på Corno alle Scale efter ikke at have taget en føring op ad målbjerget.
»Kritikken er absurd på højeste plan. Jeg synes, den bliver ubegavet,« siger Frederik Gernigon, som fortsætter:
»Cykelsport er ikke velgørenhed. Selvom Jonas Vingegaard har groet sig et (lille) skæg til Giroen, er han altså ikke cykelsportens julemand. Han skal ikke dele gaver ud til Gud og hver mand.«

Ifølge cykelkommentatoren ville det klæde de kritiske cykelelskere at sætte mere pris på, at en af sportens bedste atleter tager udfordringen op og stiller op til de to grand tours i Italien og Frankrig.
»Manden kunne også bare blive væk, og det skal italienerne måske huske, inden de brokker sig over alt det, han foretager sig.«
»Nu må det snart holde op. Man kan ikke være en topprofessionel sportsmand, der forærer sejre væk, og en iskold strateg, der kun tænker på Touren,« siger Frederik Gernigon.
Mandag har rytterne fået sin første hviledag under den italienske rundfart.
Tirsdag venter så en flad enkeltstart på 42 kilometer, hvor den danske storfavorit starter næstsidst, da han lige nu indtager løbets andenplads.
Her ventes han at tage endnu mere tid på de nærmeste konkurrenter til det samlede klassement og på portugisiske Afonso Eulalio, der lige nu bærer den lyserøde førertrøje.