Cykelsporten beriger os med mange rigtig gode øjeblikke, men i går så vi den mørke side, som den også bærer, da den tidligere vinder af Giro d’Italia Michele Scarponi blev dræbt, da han blev påkørt under en træningstur

Hvor mange gange har cykelsporten ikke gjort fans tomme for ord? På den der rigtig gode måde, hvor man står helt målløs tilbage af ren begejstring over en præstation efter 250 barske kilometer.

Der var lagt op til, at der i dag skulle skrives endnu et kapitel i beundringen af cykling, når ’Den gamle dame’, som det ældste af monumenterne, Liège-Bastogne-Liège, bliver kaldt, ville vise sig frem fra sin smukkeste side. Men i går ramte der en helt anden tomhed for ord. Den tomhed, der desværre viser sig i cykelsporten af og til, og som denne gang ramte danskerholdet Astana.

Michele Scarponi blev 37 år og efterlader sig en kone og to små børn.
Michele Scarponi blev 37 år og efterlader sig en kone og to små børn. Foto: LUK BENIES
Vis mere

Det kasakhiske hold skulle have været det første hold på scenen ved klassikerens holdpræsentation i går. Men de velkendte turkise trøjer kom aldrig på podiet. I stedet var der et minuts stilhed. For tidligt i går morges blev holdets italienske stjernerytter Michele Scarponi påkørt af en varevogn på en træningstur nær sin bolig i Italien og døde efterfølgende. Kun to uger før starten på sin kaptajnrolle i Giro d’Italias 100 års-jubilæumsudgave.

En frygtelig nyhed, som ramte Astanas rytterhotel lidt uden for Liège om formiddagen og mildt sagt slog pusten ud af samtlige omkring holdet.

»Det er dybt tragisk. Det er fra den ene dag til den anden, og det er jo selvfølgelig en lektion om, at det hele kan skifte meget hurtigt i livet,« forklarede en meget berørt Lars Michaelsen, der er sportsdirektør på holdet, da BT snakkede med ham på hotellet efterfølgende.

»Han er jo alt det, som mange allerede har beskrevet. Han stod for at være humørsprederen, altid have et smil på læben og altid klar med en sjov historie. Det er noget, som alle har brug for,« tilføjede han.

Michele Scarponi blev kørt ned af en varevogn på en træningstur i hjembyen Filottrano i Italien.
Michele Scarponi blev kørt ned af en varevogn på en træningstur i hjembyen Filottrano i Italien. Foto: CRISTIAN BALLARINI
Vis mere

For berørte til at udtale sig

Rytterne var helt forstummede. En efter en trissede de ind på hotellet efter en kort træningstur uden humør til andet end at give jorden det tomme blik. En af dem var Jakob Fuglsang, der er udset som et af Astanas bedste kort i dagens endagsløb. Han har kørt sammen med Scarponi i en del løb i deres tre sæsoner på samme hold, men han var også stadig for berørt til at udtale sig.

Heller ikke Michael Valgren, der opholder sig i Monaco efter sit styrt i La Flèche Wallonne ønskede at kommentere Scarponis død, skrev han i en sms til BT.

Selv om stemningen i Liége var rettet mod dagens store cykelløb, havde Michele Scarponis død sat sit mærke.

»Han var en af de flinkeste i feltet, og det er et kæmpe tab for os. Jeg kan ikke beskrive mine følelser. Jeg er faktisk stadig i chok efter at have fået det af vide. Vi har jo alle set billedet fra i går, da han er kommet tilbage fra Tour of the Alps. Det er tragisk,« sagde Team Skys Michal Kwiatkowski til BT.

Den polske stjernerytter referede til et billede, som Scarponi lagde på Twitter aftenen før sin død. Her havde han sine to børn på ryggen iført de to førertrøjer, han tilkæmpede sig i det netop overståede italienske etapeløb. En glad familiefar.

»Det er frygteligt. Jeg kendte ham endda ikke så godt, men han er en del af den her cykelfamilie, så det påvirker én. Det er jo farligt at bevæge sig i trafikken hver dag, som vi gør, og det er en risiko, som vi tager. Det er bare skrækkeligt, når det rammer os,« lød det fra Tom Dumoulin, kaptajn hos Team Sunweb.

Viste storform

Scarponi blev 37 år, og hans karriere toppede i 2011. Her blev han tildelt sejren i Giro d’Italia, da Alberto Contador blev frataget sejren på grund af sin velkendte ’bøf-sag’. Og selv om Scarponi nu var i sin karrieres efterår, viste han alligevel strålende form så sent som i mandags, da han vandt en stor bjergetape. Hans første sejr siden 2013.

Dagen før uheldet havde Lars Michaelsen også stået i gangen på Astanas hotel og talt med stor begejstring om de præstationer, som Scarponi netop havde vist på trods af sin høje alder.

Tragedien afholder dog ikke Astana fra at stille til start i dag i Liège-Bastogne-Liège. Men det bliver ikke nemt at køre løbet, erkender Lars Michaelsen.

»Det er den mentale del af starten, der bliver den sværeste. Astana er et proteam og stiller til start i Liège-Bastogne-Liège, men det bliver meget individuelt, hvordan man bearbejder en så forfærdelig nyhed.«

Jakob Fuglsang har været holdkammerat med Michele Scarponi på Astana-holdet siden 2014. Danskeren er kaptajn på holdet ved dagens Liege-Bastogne-Liege. (Arkivfoto: Nils Meilvang/Scanpix 2016)
Jakob Fuglsang har været holdkammerat med Michele Scarponi på Astana-holdet siden 2014. Danskeren er kaptajn på holdet ved dagens Liege-Bastogne-Liege. (Arkivfoto: Nils Meilvang/Scanpix 2016) Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Astana fører feltet an

Astana har ikke en decideret favorit i dag, men de kommer til at få en del opmærksomhed, da holdet starter løbet helt fremme forrest i feltet til ære for Scarponi, ligesom holdets pressetalsmand til BT siger, at det formodes, at holdet vil køre med sørgebind. Og mon ikke ryttere som Luis León Sanchez, Tanel Kangert og danske Jakob Fuglsang vil gøre deres ypperste for at sende en hilsen til deres afdøde holdkammerat.

Det bliver dog utrolig svært, fordi årets Liège-Bastogne-Liège er et løb, hvor der er mange om buddet. Den altædende Alejandro Valverde er den umiddelbare favorit, men også Yates-brødrene, Adam og Simon, kan true, og så er Michal Kwiatkowski altid utilregnelig.

»Man har set, at klassikerne i år er blevet afgjort tidligt, så jeg tror, det bliver altafgørende for mig at holde mig fremme og være klar på, at der kan komme et tidligt angreb,« lød det i går fra Michal Kwiatkowski.

Og måske er det netop et tidligt angreb, der kan give cykelfans en af de beundringsværdige øjeblikke. Uanset hvad vil sejren dog stå i skyggen af, at cykelsporten i går mistede en rigtig stor profil.

Michele Scarponi blev mindet inden starten på dagens Liege-Bastogne-Liege:

Astana har sendt denne video ud på Twitter som en hyldest til Scarponi: