Mads Pedersen blev belønnet for sit optimistiske angreb, da han vandt VM-guld, påpeger Kim Andersen.

Hvis du ikke forsøger, så vinder du i hvert fald ikke.

Stjerner som franske Julian Alaphilippe og slovakiske Peter Sagan blev sat til vægs, da Mads Pedersen søndag vandt guld ved VM i linjeløb i engelske Yorkshire.

Ingen af dem gik med, da danskeren angreb med 47 kilometer til mål og derfra lå i udbrud med flere andre hele vejen til målstregen, hvor han sikrede Danmarks første sejr i herrernes linjeløb nogensinde.

Pedersen blev belønnet for sin ukuelige optimisme og slidstærke kørestil, mener Kim Andersen, der er sportsdirektør hos Mads Pedersens hold, Trek-Segafredo.

- Det er det charmerende ved cykelløb. Det er ikke altid de stærkeste, der vinder. Det så vi også, da Peter Sagan kørte til sidst, hvor han kom utrolig stærkt. Men der var løbet kørt.

- Der er mange måder at vinde et cykelløb på. Det er ikke så tit, at det lykkes, men hvis man ikke søger det, så lykkes det i hvert fald ikke. Nu søgte han det, og vi ved, at han er god i dårlig vejr, siger Kim Andersen, der fulgte dramaet fra tv-skærmen.

Modsat Alaphilippe og Sagan rykkede hollandske Mathieu van der Poel væk fra feltet, og han kom hurtigt op til Pedersens gruppe.

Med 12 kilometer til mål gik van der Poel dog pludselig helt kold, og også Moscon faldt fra forreste gruppe.

Dermed stod det klart, at Mads Pedersen skulle kæmpe med Matteo Trentin og Stefan Küng, og den 23-årige dansker havde ingen problemer med at slå begge i spurten.

- i sådan et løb og i sådan en regn kan alt ske. Ni ud af ti gange ville Trentin vinde, men det var så den ene gang, hvor Mads Pedersen havde kræfterne.

- Vi vidste alle sammen, at han er meget stærk. Det beviste han allerede sidste år, hvor han blev nummer to i Flandern Rundt.

- Vi vidste, at han var godt kørende. Og han er ekstra stærk i dårlig vejr, siger Kim Andersen.

Det næste år vil Mads Pedersen være iklædt regnbuefarverne som tegn på, at han er verdensmester. Noget, som de færreste oplever i karrieren.

Selvsagt er det stort for den unge danske rytter, men også for holdet, der de kommende 12 måneder kan prale af at have verdensmesteren i folden.

- Vi har ikke haft det bedste år. Det er fantastisk, at vi får en afslutning, hvor vi har haft et par sejre og nu kan krydre det med at have verdensmesteren.

- Det betyder helt enormt meget for os. Det er der ingen tvivl om, understreger Kim Andersen.

/ritzau/