Det er et skatteparadis, men ikke et katteparadis.

Republikken San Marino – verdens femtemindste nation – er på den anden ende efter et bestialsk kattedrab, der involverer to af lilleputlandets mest kendte borgere.

Skurken er det 21-årige kæmpetalent Antonio Tiberi, som på sin Trek-cykel imponerede stort med en 7.-plads i UAE Tour i sidste uge.

Men i San Marino er få stolte over den italienske statsborger, efter han i slutningen af sidste år besluttede sig for at lege med sit nye luftgevær.

Fra sit vindue affyrede han flere skud mod de skrånende gader i San Marino uden at misse. Det ene ramte en uskyldig kat lige i hovedet. Den døde på stedet.

»Min hensigt var,« har cykelrytteren fortalt en dommer, »ganske enkelt at afprøve våbnet. Jeg sigtede på et skilt. Jeg indrømmer også at jeg – dumt og ubevidst – forsøgte at ramme en kat.«

»Til min store overraskelse ramte jeg den. Men jeg havde ikke til hensigt at dræbte dyret. Faktisk var jeg overbevist om, at våbnet ikke var dødbringende,« har Antonio Tiberi ifølge Corriere della Sera forklaret.

Men skuddet mod kattens kranium var – næppe til stor overraskelse for de fleste tænkende – dræbende, og missen var massakreret på stedet.

Billedskønne San Marino har været skueplads for et bestialsk kattedrab.
Billedskønne San Marino har været skueplads for et bestialsk kattedrab. Foto: Sergey Mamontov
Vis mere

Historien har fået endnu højdramatisk kapitel, da kattens ejermand ikke er hvem som helst.

Det er nemlig San Marinos turistminister og tidligere statsleder, Federico Pedini Amati, som nu har mistet sit elskede kæledyr. Han tilkaldte straks efter episoden politiet.

Politisagen er nu blevet til en domssag, og den talentfulde cykelrytter er sluppet med en bøde på 4.000 euro for kattedrabet.

Det er ikke nok, mener ministeren, der vil have Antonio Tiberi smidt ud af landet med de gunstige skatteregler.

»Katten gjorde ikke nogen fortræd. Den havde været en del af familien længe. Min datter på tre år, Lucia, elskede den. Du kan ikke bare dræbe et kæledyr og slippe af sted med en bøde på 4.000 euro.«

»Jeg sætter pris på, at drengen har indrømmet sin handling. Men når det er sagt, så behøver vi ikke have den slags folk boende,« raser ministeren.