Kasper Asgreen skifter hold
Siden sidste år har Kasper Asgreen kørt for EF, men fra næste sæson skal danskeren køre for cykelholdet NSN.

Siden sidste år har Kasper Asgreen kørt for EF, men fra næste sæson skal danskeren køre for cykelholdet NSN.

Den danske cykelrytter Kasper Asgreen skifter EF ud med en tilværelse på cykelholdet NSN.
Asgreen skifter på en aftale gældende i sæsonerne 2027 og 2028.
Det oplyser NSN på holdets hjemmeside.
NSN er "begejstrede" over at kunne sige velkommen til Kasper Asgreen, lyder det fra general manager Kjell Carlström.
- Kasper er præcis den alsidige rytter, vi ønskede at tilføje til vores trup, og vi forventer, at han vil få stor indflydelse både som leder og som holdkammerat.
- Han er en fighter, uanset om det er på brosten, i et udbrud, når han sætter farten forrest i feltet eller i en tidskørsel. Hans aggressive og opportunistiske tilgang har skaffet ham sejre i en lang række løb, og vi glæder os til at se, hvad han kan opnå i de kommende år, siger han.
NSN har fået schweizisk licens og kører under det nye navn. Før denne sæson hed cykelholdet Israel-Premier Tech.
RITZAU