Alexander Kamp blev samlet nummer fire i Tour de Yorkshire, efter at Greg Van Avermaet vandt sidste etape.

Den danske cykelrytter Alexander Kamp kæmpede hårdt, men måtte nøjes med en samlet fjerdeplads i Tour de Yorkshire.

Løbets sidste etape blev vundet af Greg Van Avermaet (CCC), som til sidst sad i en gruppe med Christopher Lawless og hans Ineos-holdkammerat Edward Dunbar.

Lawless blev nummer to på etapen og vandt dermed løbet samlet, mens Kamp blev nummer syv på etapen og sluttede på fjerdepladsen i det samlede regnskab.

Dermed kan Riwal Readynez se tilbage på en flot præstation i løbet, der rangerer lige under World Tour-niveau.

Riwal Readynez blev prokontinentalhold før sæsonen og kan notere sig en etapesejr til Kamp, som på lørdagens 3. etape spurtsejrede over blandt andre Van Avermaet.

Rytterne skulle ud på 175 kuperede kilometer på sidste etape, og Kamp indtog på forhånd den samlede andenplads efter Lawless.

Tre ryttere var i udbrud med 46 kilometer igen og havde 46 sekunder ned til feltet. Her sad Alexander Kamp godt flankeret af sine holdkammerater, og Krister Hagen første an i Riwals' holdarbejde.

De forreste var Victor Lafay (Cofidis), Jonathan Hivert (Direct Energie) og Arnaud Courteille (Vital Concept).

Riwals arbejde blev dog overtaget mere og mere af Ineos i feltet, der med 23 kilometer igen var 1 minut og 19 sekunder efter.

På den sidste stigning med 20 kilometer tilbage angreb Chris Froome (Ineos), mens Kamp og Greg Van Avermaet forsøgte at lukke hullet.

Der blev dannet en gruppe, efter at Ineos-rytteren Edward Dunbar kørte kontra på Froomes angreb og kørte alene væk.

Han kom op til de tre forreste ryttere og hentede tre sekunder i en spurt, men forspringet til gruppen med de øvrige favoritter svandt ind.

Der var øjenkontakt mellem grupperne, og Van Avermaet angreb med Lawless med sig, og Kamp kunne ikke følge umiddelbart.

Derfor endte Van Avermaet, Lawless og Dunbar i en gruppe til sidst, og de skulle dermed afgøre etapen og det samlede regnskab på målstregen i Leeds.

/ritzau/