Alexander Kamp er efterudtaget til at køre linjeløbet ved VM i cykling 28. september i Rwanda.
Han erstatter Michael Valgren, der i første omgang ellers blev udtaget til den danske trup.
Det konstaterer Danmarks Cykle Union på sin hjemmeside uden at afgive nærmere forklaring.
Til feltet.dk oplyser landstræner Michael Mørkøv, at Valgren ikke var klar.
- Valgren følte sig ikke klar til opgaven, så han meldte afbud, siger Michael Mørkøv.
Kamp viste sig godt frem ved to løb i Canada i den forgangne weekend og var derfor en oplagt afløser.
Søndag sad han med i en gruppe langt fremme i slutfasen af Grand Prix Montréal og sluttede som nummer 27.
- Kamp viste storform meget belejligt i Canada, roser Mørkøv.
Mathias Skjelmose er dansk kaptajn ved VM i Jonas Vingegaards fravær.
Derudover består holdet af Anders Foldager, Anthon Charmig, Christopher Juul Jensen, Asbjørn Hellemose, Mikkel Honoré og Casper Pedersen.
/ritzau/