Alpe d'Huez er legendarisk, men også en stigning, der skaber drama. Det måtte Tour de France-favoritten Chris Froome sande, da han blev udsat for en voldsom behandling på vejen rundt i de 21 sving.

Chris Froome blev ikke bare buhet ud, men han blev også forsøgt slået af en fan undervejs på vej op mod toppen, hvor holdkammeraten Geraint Thomas vandt sin anden etape i træk. Han blev også spurfgt til netop det slag mod Froome efterfølgende.

»Jeg så ikke slaget. Men buhråbene skal de have lov til. Bare vær vokal. Det er helt fint. Men lad være med at påvirke løbet. Lad være med at røre ved rytterne. Hvis du vil buhe, så buh. Men lad være at slå os eller spyt på os. Hav noget anstændighed,« lød det fra Geraint Thomas i den gule trøje.

Geraint Thomas på dagens etape.
Geraint Thomas på dagens etape. Foto: STEPHANE MAHE
Vis mere

Den havde han fået efter endnu en dag, hvor han viste sig bedre end sin kaptajn på Sky-holdet. Chris Froome forsøgte med et angreb, men kunne ikke holde hjem, og så kørte Geraint Thomas fra Tom Dumoulin, Romain Bardet, Chris Froome og Mikel Landa i en kort spurt og tog sejren.

Derfor kommer spørgsmålene også helt naturligt. For Chris Froome er kaptajn på Team Sky og har vundet Touren fire gange, men skal Geraint Thomas ikke gå efter sejren i Paris nu, når han er et minut og 39 sekunder foran sin kaptajn og ser ud til at køre bedre?

»Det ville være rart, men jeg er træt. Alle er trætte. Du ved ikke, hvad der kommer til at ske. Tour de France er tre uger langt, og vi er kun 12 dage inde. Nu vil jeg nyde det i morgen. Og det gælder om at vinde efter tre uger. Chris Froome er stabil i det lange løb. Og jeg vil bare nyde det nu,« lød det lettere diplomatisk fra waliseren.

Egan Bernal foran Geraint Thomas på dagens etape.
Egan Bernal foran Geraint Thomas på dagens etape. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

Og mens han talte respektfuldt om sin kaptajn, var der bare enorme roser til det colombianske supertalent Egan Bernal, der havde kørt et kanonløb som hjælper for de to Sky-stjerner.

»Drengene var utrolige. Alle sammen. Især Egan. 21 år. Den yngste i feltet. Han var bare sindssyg,« lød det fra Geraint Thomas.