Cykellegenden Davide Rebellin er død, efter han blev kørt ned af en lastbil på en træningstur.

Han blev 51 år gammel og havde netop stoppet karrieren.

Det skriver Gazzetta dello Sport og Il Messaggero.

Italieneren har i sin næsten 30 år lange karriere vundet store cykelløb som Liège-Bastogne-Liège, Amstel Gold Race og Paris-Nice samt etapesejre i Giro d'Italia.

I 2008 blev han nummer to ved OL i Beijing, men han fik senere frataget sølvmedaljen på grund af doping.

Ifølge de italienske medier var han ude at træne i Montebello Vicentino, da han blev ramt af en lastbil og døde på stedet.

Il Messaggero skriver videre, at føreren af lastbilen kørte fra ulykken. Det vides på nuværende tidspunkt ikke, om føreren var klar over ulykken.

Det italienske politi efterforsker årsagen til den tragiske ulykke.

Davide Rebellin har de seneste år kørt for mindre hold.

Han kørte sit sidste professionelle cykelløb, Veneto Classic, i oktober, hvor blandt andre dansk Andreas Kron og Christopher Juul-Jensen også var med.

Det er kun få dage, siden Rebellin deltog i Beking-criteriet i Monaco.

Den tidligere cykelrytter Daniele Bennati har reageret i et opslag på Twitter.

»Nej, fortæl mig, at det ikke er sandt,« skriver han.