Søg på 'Bo Hamburger' på YouTube, og det første videoklip, der dukker op, viser fem storgrinende danskere, der triller ud af en fransk landsby i sommeren 1993.

Sammen med Bjarne Riis, Jesper Skibby, Brian Holm og de andre danske 90'er-cykelstjerner udgjorde Bo Hamburger sportens populære og folkelige 'boyband' – der for alvor fik danskerne til at valfarte til de franske vejkante for at se Tour de France-heltene suse forbi.

De var sportens rockstjerner i 90'erne – og selv om de var konkurrenter, virkede sammenholdet blandt Riis, Holm, Skibby, Hamburger, Rolf og de andre danskere udefra set urokkeligt.

Men i dag er forholdet mellem 48-årige Bo Hamburger og resten af den gamle Tour-bande punkteret. Ja, nærmere eksploderet.

.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg ses ikke rigtig med nogen af dem. Og det er jo primært på grund af mit forhold til Bjarne (Riis, red.), som led stor last for mange år siden,« fortæller Bo Hamburger ved spisebordet i sin og familiens store Klampenborg-villa.

»Nogle gange sker der bare nogle ting i nogle relationer, som gør, at man ikke kan komme tilbage til udgangspunktet.«

Flere af de andre tidligere danske topryttere mødes i dag jævnligt til middage og arrangementer i foreningen DPCC, Danske Professionelle Cyclisters Club.

»Den er jeg heller ikke med i,« lyder det fra Hamburger.

»Det har et eller andet sted nok også noget med mit forhold til Bjarne at gøre. Men jeg bruger ikke meget energi på det.«

»Jeg tror også, at det er noget med, at man skal igennem en optagelsesprøve. Og det gider jeg ikke – det er lidt for meget 'rød stue' til mig. Og jeg lever også lykkeligt uden.«

Hvad der præcis gik galt i forholdet mellem Bo Hamburger og Bjarne Riis, skal artiklen nok komme ind på.

Først et kig tilbage på en cykelkarriere, der starter på en fodboldlejr i Jægerspris sidst i 70'erne.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Jeg kan huske, at jeg sad på bænken konstant. Men endelig sendte træneren mig ind på banen, og som det allerførste fik jeg bolden lige i smasken, og så måtte jeg ud og sidde på bænken igen. Det var så min fodboldlejr. Fodbold var ikke min sport.«

»I stedet startede jeg som otteårig med at køre på cykel ude på Ordrupbanen. Min far havde kørt cykelløb – lidt på landsholdet også.«

»Og så vandt jeg det første løb, jeg stillede op i. Det var ikke som med fodbolden – jeg kunne være med til at køre om sejrene i de løb, jeg stillede op i. Og det syntes jeg var fedt. Og derfra tog det bare fart.«

Det tog fart. Det er der flere beviser på i køkken-alrummet i Klampenborg.

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

På væggen hænger en indrammet krøllet gul Tour-førertrøje. Og i en kurv på gulvet hviler et par af Tour de Frances ikoniske præmieløver.

I starten af 90'erne var Bo Hamburger blandt de mest lovende unge ryttere på den europæiske cykelscene. Og det blev det hollandske storhold TVM, der løb med Herlev-knægtens underskrift.

Cykelsporten var – i forhold til nutidens topprofessionelle, detaljeorienterede setup – et helt andet sted i start-90'erne. Der var ikke kostplaner, mentaltrænere og millimeterpræcise dataanalyser.

»Det var lidt mere cowboyer og indianere. Der var sgu ikke noget, der hed træningslejr dengang. Man kørte sig i form i løbene – det var den hårde skole.«

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Men det var til gengæld også et frit liv. TVM gav mig hurtigt mulighed for at køre min egen chance. Forholdene var ikke så professionelle, men vi fik chancen. Der var en slags pionerånd, og vi leverede resultater.«

Det er også i tiden i Belgien, at den unge københavner slutter sig til gruppen af danske cykelstjerner. Og indledningsvis er de lidt mere erfarne landevejsslidere ikke videre imponerede over det nye medlem.

»I starten blev der skævet meget til mig. Jeg var jo yngre end dem, og jeg kom med pulsmåler og sådan. Det var man ikke vant til. Og det kiggede de andre lidt skævt til – 'Han er sgu ikke rigtig cykelrytter, ham der' og 'Du skal sgu bare ud og træde i noget regnvejr langs kanalen, så bli'r du en rigtig cykelrytter'.«

»Hierarkiet var ret markant. Man startede nederst, og jeg skulle først præstere, før jeg blev accepteret som en del af gruppen. Det skete så, da jeg vandt min Tour-etape i 1994.«

Bo Hamburger (til venstre), Jesper Skibby og Peter Meinert i 1994.
Bo Hamburger (til venstre), Jesper Skibby og Peter Meinert i 1994.
Vis mere

Interessen for de danske cykeldrenge eksploderer i et rødt-hvidt jubelbrag, da Bjarne Riis pludselig ligger til at vinde Tour de France i 1996. Herningenserens succes er med til at rykke gruppen af danske ryttere sammen – selv om de kører for forskellige hold.

Og Bo Hamburger bliver for alvor en af drengene.

»Der var en stemning af 'Kom, så tager vi denne rejse sammen'. Vi var forskellige som mennesker og ryttertyper, og derfor tror jeg også, at vi blev populære i befolkningen. Man kunne ligesom vælge sin favorit. Hvem kunne man se sig selv mest i?«

»Og vi levede os jo også ind i de roller, vi havde. Skibby som den sjove, Brian Holm som arbejderdrengen fra Amager – selv om der jo ikke var mere håndværkerdreng over Brian, end der var over mig, som er uddannet maler.«

»Det var en sjov tid – og der var en sund konkurrence mellem os. Det var reality-tv på den helt store plade.«

Bjarne Riis vinder som bekendt Touren den sommer – og Bo Hamburger slutter på en fornem 13.-plads i det samlede klassement.

»Ja, det var et flot resultat. Men det blegner lidt, når idioten går hen og vinder. Hehe.«

De efterfølgende sæsoner går tingene forrygende for Hamburger, der tager en VM-sølvmedalje i San Sebastian i 1997. Og året efter vinder han det traditionsrige og prestigefyldte belgiske forårsløb Fleche Wallonne.

Foto: PATRICK KOVARIK
Vis mere

Så det er en dansker med selvtillid og top-10-ambitioner, der i sommeren 1998 stiller til start i Tour de France.

Men den sommer kommer til at handle om alt andet end cykelløb. I det, der i dag er kendt som Festina-skandalen, får verden øjnene op for, hvordan systematisk dopingmisbrug gennemsyrer sporten.

Tour-rytterne er jaget vild. Nogle hives til afhøring midt om natten og smides i fængsel. Blandt andet Bo Hamburgers værelseskammerat, Rodolfo Massi.

Og Festina-skandalen hiver tæppet væk under Bo Hamburger.

»Jeg havde svært ved at navigere i det. Psykisk havde jeg meget svært ved det. Det ødelagde meget for mig – nu var det ikke længere helt den drengedrøm, som det havde været hele livet.«

»Jeg fortsatte i mange år, men det var ikke det samme efter Festina-sagen. Noget slukkede i mig.«

At skandalen planter sig så dybt i Bo Hamburger, skyldes selvfølgelig også, at han ikke kun kører på rugbrød og Faxe Kondi. Siden 1995 havde han gjort brug af det berygtede og effektive dopingmiddel epo.

»Jeg blev professionel i 1991, og i 1994 vandt jeg en etape i Tour de France uden at bruge doping. Året efter skulle jeg – efter at have været skadet det meste af sæsonen – køre Giroen som forberedelse til Touren, og der kunne jeg mærke, at der var sket et eller andet fra 1994 til 1995.«

Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Farten i feltet blev pludselig så meget højere. Og under Giroen blev jeg simpelt hen nødt til at spørge holdlægen om, hvad fanden der foregik. 'Folk er på epo,' sagde han – og derfra var der ingen vej tilbage for mig.«

Bo Hamburger stiller ingen spørgsmål – han er ikke i tvivl om, at han bliver nødt til at hoppe med på epo-bølgen, hvis han skal fortsætte med at gøre sig gældende i cykelløbene.

»Jeg informerede min kone om, at nu begyndte jeg at gøre det. Hun var ikke så begejstret, for der kørte mange skrækhistorier om, at unge dopede hollændere gik i seng og aldrig vågnede op igen.«

»Men jeg havde ingen overvejelser overhovedet. Videre. Jeg levede for at vinde. Jeg kunne ikke vinde uden doping. Så jeg havde ingen anger omkring det. Og det har jeg stadig ikke. Jeg havde håbet, det kunne være anderledes, men jeg angrede det ikke, og jeg lå ikke søvnløs.«

Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

Og effekten af dopingmidlet er ikke til at tage fejl af.

»Fra jeg begynder at tage det under Giroen, går jeg fra at hænge i den tunge ende til at kunne køre i top-25 på den sidste bjergetape. Ikke noget prangende, men alligevel en kæmpe forskel.«

I de første år kan epo'en ikke spores. Men så kommer målingerne af hæmatokritværdien, som kan afsløre det forbudte middel. Og det kommer til at koste masser af nattesøvn hos den danske rytter.

»Vi blev jo vækket tidligt nogle morgener for at blive målt. Det var vildt stressende, for jeg vidste godt, at jeg var på kanten. Så jeg lå ofte i min seng med et øje åbent og spekulerede på, om de vil banke på tidligt den morgen.«

Foto: ERIK REFNER
Vis mere

»Den stressfølelse husker jeg tydeligt. Det var ikke specielt fedt.«

Og efter et par år, hvor han har listet sig udenom, klapper fælden for Bo Hamburger i april 2001, hvor han kører for Team CSC, der var ejet og drevet af Bjarne Riis.

»Jeg havde kørt Fleche Wallonne, hvor det var gået udmærket. Om aftenen tager jeg så en epo-sprøjte, som jeg havde medbragt. Klokken 8.00 næste morgen bliver jeg vækket af kontrollanter, og der kunne jeg jo godt regne ud, at jeg ikke var havnet i den smarteste situation.«

»Indeni er jeg helt ude af mig selv. 'Nu er det slut,' tænker jeg. Der går et stykke tid, før jeg får at vide, at jeg er testet positiv, for der er en del tvivl om testen. Men B-testen er også positiv. I den første periode var jeg helt nede og kunne slet ikke overskue det.«

Men efter at have sundet sig kommer Bo Hamburger i 'fightermode'. Han har tænkt sig at kæmpe. For han føler sig – trods alt – uretfærdigt behandlet.

»Hvor mærkværdigt det end kan lyde, så følte jeg mig uretfærdigt behandlet, fordi jeg vidste, at stort set alle andre omkring mig gjorde det samme.«

»Det var, som om jeg sad i en lang række af biler, der kørte 150 kilometer i timen på motorvejen, hvor man kun må køre 110. Og så var det kun mig, der blev målt til at køre for stærkt. Hvorfor lige mig? Det var sgu da uretfærdigt. Holdet vidste det jo. Alle vidste det.«

Efter en meget følelsesladet proces ender Hamburger – som følge af en teknisk laboratoriefejl – med at blive frifundet for anklagerne hos Danmarks Idrætsforbunds dopingnævn.

Bo Hamburger og hans kone, Sanne, sekunder efter dopingfrifindelsen. 
Bo Hamburger og hans kone, Sanne, sekunder efter dopingfrifindelsen.  Foto: MOGENS FLINDT
Vis mere

Men hos Bjarne Riis og Team CSC er skaden sket, og der er ingen tilgivelse. Hamburger bliver fyret og lagt på is af den danske holdejer, der ikke kan tilgive sin tidligere Tour-kammerats fejl. Og det var starten på enden for den cykelkarriere.

»Jeg kom jo aldrig videre. Jeg blev en 'persona non grata' på Bjarnes hold, hvor jeg blev udelukket og ikke fik lov at komme tilbage. Jeg blev sat på bænken i forhold til den store cykelscene.«

Bo Hamburger og Bjarne Riis havde indtil da haft et tæt forhold. Men venskabet fik en brat opbremsning med dopingsagen.

»Ja, det sluttede jo der. Og det tog helt sikkert hårdt på mig. Et eller andet sted kan jeg selvfølgelig godt se, at det var en lortesituation for et cykelhold, og at der var en reel chance for, at det kunne lukke på grund af mig. Men det var ikke, fordi jeg gjorde noget, som Bjarne ikke vidste. Tværtimod.«

Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

»På den måde synes jeg, at lidt medmenneskelighed havde været på sin plads. Han kunne have taget nogle ting under fire øjne med mig, i stedet for at det hele skulle foregå via advokater og journalister.«

Og det dårlige forhold til Bjarne Riis gjorde også, at store dele af det danske cykelmiljø begyndte at vende Hamburger ryggen.

»Det gjorde ondt, at folk lige pludselig undgik mig og ikke ville tale med mig. Jeg havde mest lyst til at tage bladet fra munden og fortælle alt, men det ville et sted også gå ud over mig selv.«

»Der var nogle andre personer, blandt andet andre ryttere på CSC-holdet, som jeg personligt blev meget skuffet over. Især de danskere, der kørte på det hold på det tidspunkt. De lagde alle sammen afstand til mig.«

Bo Hamburger hjemme i Klampenborg med sin gule førertrøje fra Tour de France 1998 på væggen.
Bo Hamburger hjemme i Klampenborg med sin gule førertrøje fra Tour de France 1998 på væggen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

For Hamburgers nærmeste fik uvenskabet også konsekvenser.

»Vi kom jo sammen privat. Bjarne, jeg, Anne Dorthe (Bjarne Riis' kone, Anne Dorthe Tanderup, red.) og min kone. Men det kom dertil, at Anne Dorthe ringede min kone op og sagde, at de ikke kunne ses mere, efter jeg var blevet testet positiv. Det er sådan nogle ting, jeg bliver personligt stødt over,« fortæller Bo Hamburger, der i dag ikke har kontakt til Bjarne Riis.

»Det er ikke sådan, at vi sidder lårene af hinanden. Det ville sgu være svært at påstå. Det tog hårdt på vores forhold, og vi har ikke rigtig set hinanden siden 2001.«

»Men jeg har fået det på afstand og ser slet ikke tilbage på det med samme bitterhed og arrigskab, som jeg gjorde tidligere.«

I 2007 erkendte Bo Hamburger, at han havde benyttet sig af epo – dog kun i årene 1995 til 1997.

Den kvarte bekendelse irriterer ham i dag.

»Jeg forstår stadigvæk ikke, hvorfor helvede jeg ikke bare lagde det hele på bordet. Men det var måske for at beskytte min Fleche Wallonne-sejr, VM-medaljen og den gule førertrøje.«

»Men selvfølgelig skulle jeg bare have indrømmet det hele.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den fulde bekendelse kom seks år senere – i 2013 – hvor han lagde alle kortene på bordet.

»Det var en kæmpe lettelse. Helt klart. Det er dejligt befriende, for nu kan jeg snakke med folk om det, uden at det skal være en konfrontation.«

I samme ombæring fik Bo Hamburger fortalt, at Bjarne Riis kendte til rytternes dopingmisbrug i sin tid på Team CSC.

»Bjarne blev sur. Han blev pissesur på mig. Men jeg udstillede altså ikke Bjarne eller andre på holdet – for jeg har aldrig sagt, at det var Bjarnes eller holdets skyld, at jeg tog epo.«

»Vi var bare alle sammen en del af det, og vi ville alle gerne vinde. Og hvis folk siger noget andet, så er det bullshit, og det irriterer mig.«

I dag har han lagt fortiden som feteret cykelstjerne, dopingretssager og uvenskaber bag sig. Han er chef i sit eget cykelfirma og er dermed vendt tilbage til kærligheden til cyklingen – efter at have søgt efter lykken i andre brancher.

»Lige efter min karriere var jeg hele tiden på jagt efter et 'quickfix', som var svært at finde. Det er få ting i hverdagen – hvis der overhovedet er nogen – som kan give det kick, som man får ved at stå på en sejrsskammel.«

Først startede han et malerfirma op.

Foto: Uffe Weng
Vis mere

»Men jeg syntes ikke, at det var det fedeste – og jeg syntes, at dem, jeg arbejdede med, var nogle mærkelige nogle. De havde ikke den passion, som jeg var vant til fra den verden, jeg kom fra.«

Så åbnede han en cykelbutik.

»Det havde jo mere med min verden at gøre, tænkte jeg. Men jeg fik startet en del projekter, jeg ikke fik færdiggjort. Det var heller ikke lykken.«

LÆS BRIAN HOLMS SVAR TIL ARTIKLEN I BOKSEN:

Derefter skiftede han igen spor – til forsikringsverdenen.

»Også for at komme helt ned og arbejde med mig selv og forsøge at forlige mig med hverdagen, som ikke længere konstant kørte på de høje tangenter som i gamle dage.«

»Det synes jeg efterhånden, jeg er blevet god til – men jeg skal stadig arbejde med det. Jeg har det godt. Jeg er glad for min hverdag.«

Og Bo Hamburger har også sluttet fred med, at han for altid vil være kendt som 'ham der cyklede – på godt og ondt'.

Bo Hamburger hjemme i Klampenborg.
Bo Hamburger hjemme i Klampenborg. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Efter jeg stoppede, sagde folk stadig 'Der er cykelrytteren Bo Hamburger'. Og der rettede jeg dem altid: 'ekscykelrytteren'.

»Jeg ville hurtigt lægge afstand til det. Men nu har jeg accepteret, at folk altid vil opfatte mig som cykelrytter – og den opfattelse har jeg også selv nu.«

»Min livsanskuelse vil altid foregå igennem brillerne af en cykelrytter. Det er 13 sæsoner siden, jeg var med i professionel cykling, og jeg tænker stadig som en cykelrytter. Det ændrer sig aldrig.«

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Bjarne Riis.