Danskeren Julius Johansen vinder VM-guld for juniorer i linjeløb ved VM i cykling i Bergen. Det er andet år i træk, at Danmark vinder guld i disciplinen.

Den danske succes ved VM i landevejscykling fortsætter.

Lørdag vandt Julius Johansen suverænt VM-guld i juniorernes linjeløb på vejene i den norske by Bergen.

Dermed er Danmarks fjerde individuelle VM-medalje en realitet ved mesterskabet.

Julius Johansens succes blev grundlagt på et veltimet angrebet. Cirka 20 kilometer før mål nåede han op til de tre udbrydere i front, og kort efter blev det til en femmandsgruppe.

Med 13 kilometer tilbage af løbet satte danskeren så et angreb ind.

Konkurrenterne kunne ikke hænge på, og da Julius Johansen passerede stigningen Laksebakken for sidste gang, begyndte det for alvor at lugte af dansk succes.

Først inde på opløbsstrækningen vidste Julius Johansen sig helt sikker på succes, og han knyttede næven i sidste sving, inden han begyndte at skrige glæden ud på de sidste meter før mål.

Han endte med at være 51 sekunder end de to italienere, som tog sig af de sekundære medaljer.

Tidligere ved VM vandt Mikkel Bjerg guld i U23-enkeltstarten, mens Michael Carbel Svendgaard fik bronze i U23-linjeløbet, og Emma Norsgaard tog sig af sølvet i juniorkvindernes linjeløb.

/ritzau/