Knap er de 10 afsnit i kæmpehittet 'The Last Dance' – om basketball-legenden Michael Jordan og det historiske Chicago Bulls-hold – løbet over skærmene, før den næste store sportsprofil er kørt i stilling til en ny dokumentar.

I slutningen af maj kommer ESPN, der også står bag 'The Last Dance', med en ny dokumentar, hvor Lance Armstrong – den nok mest kontroversielle cykelrytter gennem tiderne – har hovedrollen.

Dokumentaren, der har titlen 'Lance', kommer til at omhandle den amerikanske cykelrytters karriere, der bød på historiske triumfer bygget på et enormt dopingmisbrug.

I en ny trailer fra ESPN er det tydeligt, at doping-emnet endnu ikke er færdigbehandlet.

Lance Armstrong indrømmede i 2013, at han havde benyttet sig af præstationsfremmende midler i sin karriere.
Lance Armstrong indrømmede i 2013, at han havde benyttet sig af præstationsfremmende midler i sin karriere. Foto: ROGERIO BARBOSA
Vis mere

Den 48-årige amerikaners tidligere holdkammerat George Hincapie løfter blandt andet sløret for, at han på et tidspunkt opfordrede Lance Armstrong til at sige sandheden.

»Jeg sagde til Lance, at han skulle stå frem og sige det. Nu er det virkeligt,« siger George Hincapie i traileren, hvor Lance Armstrong selv lover at være ærlig.

»Jeg har ikke tænkt mig at lyve for dig. Jeg vil fortælle dig min sandhed,« lyder det fra Armstrong i traileren.

Skulle man sidde med en frygt for, at dokumentaren udelukkende vil fokusere på det negative doping-punktum, der blev sat på Lance Armstrongs karriere, kan man dog være helt rolig.

I årene fra 1999 til 2005 formåede Lance Armstrong at vinde Tour de France hele syv gange i træk. I 2012 blev han dog frataget alle titlerne af den internationale cykelunion (UCI).
I årene fra 1999 til 2005 formåede Lance Armstrong at vinde Tour de France hele syv gange i træk. I 2012 blev han dog frataget alle titlerne af den internationale cykelunion (UCI). Foto: STEFANO RELLANDINI
Vis mere

For blandt de øvrige medvirkende i dokumentaren – foruden Lance Armstrong selv – finder man tidligere præsident for USA Cycling, Derek Bouchard-Hall, der på trods af dopingen fortæller, at den hyldest, som Armstrong har fået gennem karrieren, var helt på sin plads.

»Al den hæder, vi overøste ham med, var yderst fortjent. At vinde Tour de France syv gange er ikke nemt. Det er ekstremt svært,« siger Derek Bouchard-Hall i traileren.

Fra 1999 til 2005 vandt Armstrong Tour de France hele syv gange i træk. I 2012 blev Lance Armstrong dog frataget alle titlerne af den internationale cykelunion (UCI) som et resultat af, at han havde benyttet doping.

'Lance' får premiere 24. maj som en del af ESPN's '30 for 30'-serie, der ser tilbage på nogle af de største sportshistorier gennem tiden.