Sjældent har der været så stor opmærksomhed omkring... sokker.
Ikke desto mindre har det været virkeligheden inden for cykelsport anno 2019, efter UCI (Den Internationale Cykelunion) ændrede reglerne for, hvor høje rytternes sokker må være.
Det samme gjaldt til VM i enkeltstart i Yorkshire onsdag, hvor det belgiske stortalent, Remco Evenepoel, straks hev op i sine sokker efter han begyndte sit løb.
Det på trods af, at reglementet pådutter rytterne, at deres sokker højest må nå halvvejs op fra ca. ankel til den nedre del af knæet.
Således bliver rytternes sokkehøjde minutiøst målt inden enkeltstartdisciplinerne, men det var altså ikke noget, der holdt Evenepoel tilbage.
Den 19-årige belgier kom til VM i Yorkshire som den regerende europamester og gjorde også fantastisk figur ved den 54 kilometerlange kamp mod uret.
På trods af, at han med længder var den yngste, som stillede op i elitekategorien for mænd i enkeltstart ved VM kørte Remco Evenepoel i mål som den andenhurtigste - kun overgået af vinder Rohan Dennis.
Remco Evenepoel stiller også op i linjeløbet for Belgien, der afvikles søndag.