En flok kåde Tour-ryttere glemte søndag alt om pointspurter og tidsgrænser!

Søndag formiddag i Tour-startbyen Millau stod den norske TV2-reporter Helene Olafsen og ventede tålmodigt foran Bora Hangrohes bus - sammen med adskillige andre Tour-journalister.

Pludselig kom én af det tyske holds mekanikere hen til den meget yndige norske reporter med en besked fra rytterne inde i bussen. Det var rygnummeret fra Boras polske rytter Pawel Poljanski - med et rødt hjerte tilføjet.

Efterfølgende kunne man igennem bussens tonede ryder se silhueterne af flere af Bora-rytterne, der vinkede ud til den rødmende nordmand. Der var ikke noget at tage fejl af - de havde tabt deres hjerter til reporteren.

Norske Helene Olafsen med sin hilsen fra Pawel Poljanski.
Norske Helene Olafsen med sin hilsen fra Pawel Poljanski. Foto: Lasse Vøge
Vis mere

»Det er første gang, det sker. Men det er da meget hyggeligt,« sagde Helene Olafsen til B.T.

»Jeg havde set, at de sad og kiggede inde i bussen, men dette er alligevel overraskende.«

TV2-reporteren fik efterfølgende som den eneste journalist lov til at entrere det afspærrede holdområde for at interviewe det tyske mandskabs superstjerne, Peter Sagan.

Og Helene Olafsen er faktisk selv heller ikke 'hvem-som-helst'. Hun er den seneste vinder af den norske udgave af 'Vild med dans' - 'Skal vi danse?' Og så er den 28-årige nordmand tidligere verdensmester i disciplinen 'snowboard cross'. I 2010 deltog hun i Vinter-OL i Vancouver.