Stemmerne er talt op, og resultatet ligger klar. Vinderen af B.T. Guld 2023 er …

… JONAS VINGEGAARD!

For andet år i træk vinder den danske cykelrytter 'sportens egen pris'.

Den 27-årige verdensstjerne fra Glyngøre modtager prisen for sin overbevisende Tour de France-sejr i 2023, hvor han satte samtlige konkurrenter til vægs i verdens største cykelløb.

»Tak til alle, der har stemt. Jeg ved, hvor meget I andre også knokler. Alle har fortjent at vinde,« lyder det lørdag aften fra danskeren ved 'SPORT 2023' i Herning.

Jonas Vingegaard formåede ligeledes at vinde hele 14 sejre på World Touren i løbet af året.

B.T. Guld er blevet uddelt siden 1930, hvor den har hyldet nogle af de største danske sportspræstationer gennem tiden.

Prisen er kendetegnet ved at være 'sportens egen pris', da det er atleterne selv, der bestemmer, hvem der skal vinde.

50 af de største danske atleter på tværs af sportsgrene har derfor afgivet stemmer til 11 indstillede B.T. Guld-kandidater, der herefter blev skåret ned til tre nominerede – altså de tre udøvere med flest stemmer.

Og her blev det altså Vingegaard, der løb med de fleste af stemmerne.

Badmintonstjernen Viktor Axelsen samt herrelandsholdet i håndbold var de to øvrige nominerede til prisen for deres vilde resultater i 2023.