Jonas Vingegaard blev tirsdag officielt og helt som ventet udtaget til årets Tour de France.

Det meddelte Visma på YouTube, hvor hele holdet til Touren blev præsenteret en efter en.

Ud over Vingegaard blev Matteo Jorgenson, Sepp Kuss, Victor Campenaerts, Bruno Armirail, Edoardo Affini, Per Strand Hagenes og Davide Piganzoli udtaget.

Wout van Aert har pådraget sig en skade og er ikke i stand til at stille op i Touren, og det efterlod en åben plads på Visma-mandskabet.

Den stærke belgier spillede en nøglerolle for Vingegaard i både 2022 og 2023, hvor Vingegaard vandt Tour de France.

Mens van Aert ikke kunne være med, er der blevet plads til Piganzoli, selv om han er en lidt anden type.

Italieneren viste sig frem på stigningerne i årets Giro d'Italia og gjorde generelt en god figur i løbet, som Vingegaard vandt samlet i maj.

Marc Reef, der er sportsdirektør på Visma, var også med i præsentationen af holdet, og han lovede Tadej Pogacar kamp til stregen om den samlede sejr.

- Det er klart, at når vi har Vingegaard på holdet, så vil vi vinde Tour de France, siger Marc Reef under præsentationen.

Touren indledes 4. juli med en holdtidskørsel i spanske Barcelona, og det tre uger lange etapeløb slutter 26. juli.

/ritzau/