For første gang nogensinde vandt en dansker i sommer Tour de France for anden gang i træk.

Og du kender nok navnet på ham, der i to somre er blevet hyldet som hele Danmarks folkehelt – nemlig Jonas Vingegaard.

Den vanvittige bedrift har kastet en nominering til årets B.T. guld – 'Sportens egen pris' – af sig.

Udover magtdemonstrationen i Tour de France, deltog Jonas Vingegaard også i årets Vuelta a España.

Jonas Vingegaard blev vanen tro hyldet på Rådhuspladsen i København efter sin triumf i sommer.
Jonas Vingegaard blev vanen tro hyldet på Rådhuspladsen i København efter sin triumf i sommer. Foto: Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Danskeren gik efter at vinde, men da holdkammeraten Sepp Kuss lå til at sikre sig sejren, var der ingen tvivl for Vingegaard. Hans mangeårige, trofaste hjælper skulle stå som vinder af Vueltaen. Og det skete.

Dermed blev Vingegaard nummer to, og undervejs i den store Grand Tour vandt han tilmed to etaper.

I 2023 vandt den dobbelte Tour-vinder også etapeløbene O Gran Camiño, Baskerlandet Rundt og Criterium du Dauphine, hvilket betød, at han i oktober blev kåret som årets cykelrytter.

Igen som den første dansker i historien.

I den kommende weekend kan cykelstjernen fra Glyngøre vinde endnu en pris, når Sport 2023 løber af stablen.

Her kan Jonas Vingegaard sikre sig B.T. Guld for anden gang i træk. De to andre nominerede i kategorien er badmintonspilleren Viktor Axelsen og herrelandsholdet i håndbold.

'Sportens egen pris' uddeles 6. januar ved SPORT 2023-showet i Herning.

Andre læser også