Også i næste sæson kan Jakob Fuglsang få dansk hjælp hos Astana. Jonas Gregaard har forlænget sin kontrakt.

Cykelrytteren Jonas Gregaard forbliver på Astana næste år.

Hans agent, Moreno Nicoletti, oplyser til Ekstra Bladet, at danskeren har fået forlænget kontrakten til og med næste sæson.

- Jonas bliver på Astana i 2021, skriver Nicoletti i en besked til Ekstra Bladet.

24-årige Gregaard er i gang med sin anden sæson på Astana-holdet, hvor den klatrestærke dansker flere gange har ageret hjælperytter for landsmanden Jakob Fuglsang.

Det gjorde Gregaard senest i det nyligt overståede Giro d'Italia, hvor han selv sluttede som nummer 53 i klassementet. Fuglsang blev nummer seks.

Coronakrisen har spoleret en stor del af cykelsæsonen, og med udsigt til kontraktudløb og en cykelverden med økonomisk usikkerhed grundet coronapandemien var Gregaard under pres.

Kontrakterne hænger ikke på træerne, men Gregaards stærke indsats i Giroen har altså overbevist Astana-ledelsen om, at han er værd at holde på.

/ritzau/