Den danske sommer er duften af nyslået græs og lyden af Jørgen Leth, der sætter ord på dramaet og landskabet i Tour de France. Sådan har de fleste det nok.
I år fejrer den store danske cykelpersonlighed sit 35-års jubilæum i verdens hårdeste cykelløb, og i den forbindelse mødte B.T. den nu 81-årige multikunstner mellem pavilloner, OB-vogne og kilometervis af ledninger i Tourens teknikzone.
Det er som altid her, Jørgen Leth forbereder sig til etaperne. Men i år har tingene ellers ikke været som 'altid'. Jørgen Leth sidder ikke længere i kommentatorboksen sammen med sine Tour-kolleger, Rolf Sørensen og Dennis Ritter.
I stedet har han nu sit eget 'Leth-studie', som der flere gange under etaperne bliver stillet over til. Og Jørgen Leth er begejstret for sin nye Tour-rolle.
»Det har været godt for mig og meget inspirerende. Jeg var meget nervøs for det i starten. Det skal ikke være nogen hemmelighed. 'Hvordan skal det her dog gå?' tænkte jeg. Men det var noget, TV2 og jeg var blevet enige om. Og jeg kunne godt følge deres argumentation. De ville spare mig lidt mere. Men det er faktisk endt med, at jeg nu bliver mere lanceret end nogensinde,« fortæller Jørgen Leth fra en havestol – med skødet fyldt med bøger og notater.
»Jeg føler, jeg har fået masser af plads til at udtrykke mine synspunkter og plads til at være kritisk. Det er en fornyelse, jeg hilser velkommen, og det har været ren lykke for mig. Jeg føler, at jeg sidder her og får lov at være 'Jørgen Leth', der udtrykker sine markante meninger om det ene og det andet. Jeg får lov at sige de ting, som de andre ikke siger. Det kan jeg godt lide, og det kan de andre også godt lide. Det har været en sejr, og som min søn Asger siger til mig: 'Du har aldrig været bedre'. Og han er ellers meget kritisk. Han er min største og vigtigste kritiker.«
Men det er vel også en krævende rolle? For du sidder der helt alene og kan ikke gemme dig bag løbet.
»Ja, jeg er på. Og det kan jeg godt lide. Jeg er ubeskyttet, og det inspirerer mig at være synlig og lanceret på denne måde. Du har ret i, at jeg er trådt ud af skyggen. Og det er noget, jeg godt kan lide – også i andre forhold. I mine film eksempelvis.«
Føler du, at du får lov at blande dig nok i kommenteringen i år?
»Ja, jeg kan komme på, når jeg vil. Hvis jeg har en historie, der passer til løbet, siger jeg det til produceren, som siger det til Dennis, og så kan jeg komme ind. Det system kan jeg vældig godt lide. Det er blevet en ny, god rutine for mig. Jeg synes, vi har fået noget, vi kan fortsætte med, hvis de vil have mig med næste år.«
Har du ligefrem fået mere travlt i din nye rolle?
»Nej. Men jeg har altid været meget samvittighedsfuld med min forberedelse. Jeg skal kende mit stof. Grundigt. Jeg begynder allerede at skrive om etaperne, mens jeg er i Haiti. Allerede, når ruten bliver afsløret. Der starter den første forberedelse for mig. Der får hver eneste etape sin egen beskrivelse, og den basisviden bliver grundlaget i min kommentering. De kulturelle seværdigheder og gamle historier om cykelløbet. Det stof kan jeg, når jeg ankommer.«
Folk har været vant til at se dig i en klassisk kommentatorrolle – har du været nervøs for, hvordan seerne ville reagere på din nye rolle?
»Nej, jeg synes ikke, jeg svigter mit publikum. Det synes jeg ikke, jeg gør. Jeg synes, jeg laver noget, jeg kan være bekendt. Og det er sådan, det modtages – så vidt jeg kan fornemme.«
»Jeg var ret nervøs, før jeg startede i denne nye rolle. Men mest for, hvordan jeg selv ville klare det. Ikke for hvordan andre ville opfatte det. Bortset fra mine nærmeste venner, mine sønner og min producer fra filmverdenen. De følger alle med, og deres meninger respekterer jeg meget. De er meget kritiske, og så snart de siger god for noget, så følger jeg mig godt tilpas.«
Du nyder enorm popularitet i Danmark. Blandt alle aldersgrupper. Hvordan forholder du dig til den berømmelse?
»Jeg tager det meget afslappet. Konkret oplever jeg, når jeg engang imellem er i København, at der er mange, der vil have selfies med mig. Der er mange – virkelig mange – der gerne vil. Det tager jeg, som det kommer. Det stiller jeg op til, og det tager kun et øjeblik. Jeg har intet problem med at være populær. Jeg er på en måde glad for det.«
»Det er en positiv popularitet. De forstår, hvad jeg laver. Og de værdsætter, at jeg ikke går på kompromis. De ved, jeg siger min mening altid. Jeg er ikke med på den almindelige 'dansker-begejstring'. Det er jeg ikke. Og det ved folk. De kender mig for og værdsætter mig for min ærlighed, tror jeg. Det går jeg ud fra. Og så er det kun positivt, at jeg har nogle 'fans', hvis man kan sige det sådan. Og det tilskynder mig kun til at fortsætte med mit arbejde.«
Så du har ingen planer om pension og at se Touren hjemme fra sofaen?
»Nej, det tænker jeg aldrig på. Overhovedet ikke! Der er fornyelse fra år til år. Der er ikke noget i Touren, hvor jeg siger, 'det gider jeg ikke mere.' Jeg har aldrig tænkt på at pensionere mig selv. Aldrig! Og det er der heller ikke andre, der tænker på. Vil jeg tro.«
Og hvad med den fysiske udfordring, der ligger i at dække Tour de France i fire uger i træk?
»Fysisk er jeg svækket – altså, jeg går dårligt. Men min hjerne er stadig frisk. Og derudover fejler jeg ikke noget. Og jeg føler mig frisk.«
»Jeg sagde engang, at jeg skulle bæres ud af kommentatorboksen. Jeg ved ikke, om det stadig holder. Hvorfor bæres ud, når man selv kan gå ud? Men så længe jeg laver noget, jeg og mine chefer synes er meningsfuldt, så fortsætter jeg. Men kommer de og siger, at jeg er blevet for gammel, så holder jeg op med det samme. Jeg er ikke typen, der bliver stædig.«
Og du kan stadig fascineres af Tour de France?
»Ja. Jeg har hele tiden sagt, at den dag løbet ikke fascinerer mig, så stopper jeg. Jeg er med igen i år, fordi jeg stadig er fascineret. Jeg er stadig nysgerrig af Touren. Det er jeg altså.«
