Jesper Hansen bytter Cofidis og World Touren ud med det danske kontinentalhold Riwal Cycling Team.

Cykelrytteren Jesper Hansen fortsætter alligevel karrieren, selv om han har flirtet kraftigt med et karrierestop.

Den 30-årige dansker skal nemlig køre for danske Riwal Cycling Team i 2021. Det oplyser holdet i en pressemeddelelse tirsdag - en uge efter holdet undgik lukning.

Det danske cykelhold kører i 2021 på cykelsportens tredjehøjeste niveau, kontinentalniveau.

Sportslig ansvarlig Michael Skelde ser det som et stort løft at kunne tiltrække en rytter, der i 2020 kørte på World Touren.

- Jesper er en gave til et cykelhold som vores med den udvikling, vi er igennem. Han kommer med erfaring fra grand tours og fra den allerstørste scene, og han er en rytter, der kommer til at kunne køre med om klassementet i alle de løb, hvor der er nogle hårdere stigninger, siger Skelde.

Tilbage i december fortalte Jesper Hansen ellers til B.T., at karrieren meget vel kunne være slut, men den fortsætter altså på lidt lavere blus. Det glæder han sig til.

- Jeg kunne godt tænke mig at vinde noget igen. Min seneste sejr var Tour of Norway, så jeg vil starte med bare at vinde noget. Holdets ambition er at rykke op igen, og hvis jeg kunne bidrage til det og vise, at holdet har et godt niveau, så er det en god målsætning at have, siger Jesper Hansen.

Han understreger, at han er topmotiveret for at vise, at han ikke mentalt er gået på cykelpension.

Jesper Hansen begyndte i 2013 at køre på prøve hos Saxo-Tinkoff, og han kørte derefter for holdet frem til 2017, hvor han skiftede til Astana.

Her var han en del af en danskerkoloni, der blandt andet talte landsmændene Magnus Cort og Jakob Fuglsang.

I 2019 rykkede han over på Cofidis-holdet, som året efter fik World Tour-status, men har ikke fået sit endelige gennembrud for holdet.

Jesper Hansen står noteret for to professionelle sejre. I 2015 vandt han en etape i Tour of Norway, og han snuppede også den samlede sejr i løbet.

/ritzau/