Der er sat navne på to af de fire mandlige ryttere til OL i Tokyo. Det er Jakob Fuglsang og Kasper Asgreen.

Jakob Fuglsang og Kasper Asgreen er udtaget til OL i Tokyo.

Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF) torsdag i en pressemeddelelse.

Fuglsang og Asgreen er blandt fire mandlige ryttere, der skal med til OL. De sidste to ryttere er der ikke sat navne på.

Fuglsang, som vandt OL-sølv i linjeløbet i Rio i 2016, glæder sig til endnu en olympisk deltagelse.

- Oplevelserne fra Rio giver mig en enorm motivation. OL i Tokyo er et kæmpe mål for mig, og et endnu større mål end Rio-legene var.

- Det bliver et super hårdt løb, som favoriserer dem, der kan køre opad, og ruten passer mig godt, siger Jakob Fuglsang.

Landstræner Anders Lund giver udtagelsen følgende ord med på vejen på Danmarks Cykle Unions (DCU) hjemmeside.

- Lige fra øjeblikket, hvor landevejsruten i Tokyo lå klar, har Jakob Fuglsang været et oplagt bud på en dansk OL-kaptajn. Den bjergrige rute passer bare Jakob virkelig godt.

- Kombinationen af OL-erfaring og en stor motor i de hårde endagsløb gør, at valget af Fuglsang ikke var så svært endda, siger Anders Lund.

Asgreen får en OL-dobbeltbillet, da han både skal deltage i landevejsløbet og enkeltstarten.

- Også Asgreen fremstod som et oplagt valg efter flere topresultater i mesterskabsenkeltstarter de senere år, og en fysik, der gør ham konkurrencedygtig i alle terræner.

- Asgreen har desuden vist et hidtil uset højt niveau i foråret og derfor var dette heller ikke et vanskeligt valg, siger Anders Lund.

De sidste to ryttere skal vælges fra en bruttotrup bestående af otte ryttere.

Det er Magnus Cort, Michael Valgren, Mattias Skjelmose, Søren Kragh Andersen, Mikkel Bjerg, Christopher Juul-Jensen, Andreas Kron og Mikkel Honoré.

- De sidste to ryttere bliver først udtaget 22. juni. Kampen om pladserne er så hård, at det giver mening at udvide udtagelsesgrundlaget med en ekstra måneds cykelløb.

- Danmark har en helt vanvittig bred vifte af verdensklasseryttere i øjeblikket, og det viser sig særligt, når holdet skal skæres ned til fire ryttere på et OL-hold, siger landstræneren.

/ritzau/