Efter karrierens sværeste periode lod Jakob Fuglsang i den grad benene tale!

Jakob Fuglsang fra Astana vandt første etape i det spanske etapeløb Ruta del Sol.

Med omkring 10 kilometer tilbage stak danskeren af sammen med spanske Mikel Landa (Team Bahrain McLaren). Og i spurten var Fuglsang helt suveræn og kom i mål seks sekunder før spanieren.

Dermed svarer Jakob Fuglsang stærkt tilbage på den seneste tids dramatik, hvor han er blevet mistænkt for at samarbejde med den berygtede dopinglæge Michele Ferrari.

DR, Politiken og norske VG skrev for nyligt, at cykelsportens uafhængige antidopingmyndighed CADF i en hemmelig rapport undersøgte den 34-årige Astana-danskers forhold til den kontroversielle italienske læge, der var manden bag Lance Armstrongs mangeårige dopingmisbrug.

Men undersøgelsen konklusion var, at der ikke kunne åbnes nogen sag mod Fuglsang.

Jakob Fuglsang har benægtet al kendskab til sagen og har ellers forholdt sig tavs.

Fuglsang lægger sig med onsdagens etapesejr samlet i spidsen for Ruta del Sol - et løb, som han også vandt sidste år.