Jakob Fuglsang måtte trække sig fra årets Tour de France på fredagens 13. etape.

Efter omkring 60 kilometer af bjergetapen valgte den stærkt forslåede og sygdomsprægede dansker at udgå af verdens største etapeløb.

Den 32-årige dansker led lige fra etapens start, og allerede på den første stigning havde han problemer med at følge med feltet. Problemerne blev tydeligt værre, og på nedkørslen efter den anden stigning måtte Jakob Fuglsang se i øjnene, at kræfterne ikke længere rakte til at gennemføre årets Tour de France.

Selv hvis det var lykkedes at gennemføre, er det ikke sikkert, at Jakob Fuglsang kunne være stillet op til 14. etape, da han ville have fået problemer med at klare tidsgrænsen.

Jakob Fuglsang var på forhånd spået en god placering i verdens største etapeløb i år - ikke mindst fordi han havde vundet etapeløbet i Critérium du Dauphiné i sidste måned.

Onsdag i denne uge styrtede Jakob Fuglsang imidlertid, og torsdag tabte Astana-rytteren megen tid, fordi smerterne gjorde, at han ikke kunne følge med favoritterne.

Inden fredagens etape blev Jakob Fuglsang oven i købet ramt af sygdom, og han havde på forhånd proklameret, at det for ham udelukkende handlede om at komme igennem dagens etape. Det lykkedes altså ikke.

Det var syvende gang, Jakob Fuglsang stillede til start i Tour de France, og det er første gang, han ikke gennemfører. Hans bedste placering er en syvendeplads i 2013.

Der er herefter kun to danskere tilbage i årets løb. Det er Michael Valgren (Team Astana) og Lars Bak (Lotto-Belisol).