En af rytterne i Giro d'Italia-feltet er blevet testet positiv for et ulovligt dopingmiddel.

Det drejer sig om Matteo Spreafico, der kører for holdet Vini Zabú-KTM.

Han har leveret to prøver henholdsvis 15. og 16. oktober, hvor der er blevet fundet spor af Enobosarm.

Enobosarm er at finde på Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) liste over forbudte stoffer.

Det skriver Den Internationale Cykelunion (UCI) på sin hjemmeside.

27-årige Spreafico har af samme grund forladt Giro d'Italia og er blevet suspenderet, indtil eventuelle B-prøver er blevet testet, og sagen er blevet afgjort.

Matteo Spreafico har ingen professionelle sejre på cv'et. Hans bedste etaperesultat i dette års Giro d'Italia, der slutter på søndag, er en 43.-plads på 8. etape.

/ritzau/