Niccolò Bonifazio var hurtigste mand på 5. etape af cykelløbet Paris-Nice.

5. etape af cykelløbet Paris-Nice blev en stor triumf for den italienske cykelrytter Niccolò Bonifazio.

Den 26-årige Direct Energie-rytter hentede Jan Tratnik på de sidste meter, efter at Tratnik havde været i udbrud det meste af dagen.

Etapen gik fra Gannat til La Côte-Saint-André og var 227 kilometer.

Bonifazio vandt foran Ivan Garcia Cortina (Bahrain-McLaren), som vandt tirsdagens etape. Peter Sagan fra Bora-holdet blev nummer tre.

Michael Mørkøv forsøgte også at give det et skud i spurten, men han formåede ikke at blande sig blandt de forreste og blev nummer 47.

- Desværre formåede jeg ikke at holde en god nok position i sidste sving. Da jeg kom rundt, så det fornuftigt ud, men der var for meget tumult. Jeg skulle have været længere fremme, hvis jeg skulle have haft en chance, siger Mørkøv til TV2 Sport.

Løbet føres samlet af Boras Maximilian Schachmann, mens Søren Kragh Andersen er på andenpladsen.

Paris-Nice slutter efter planen på søndag, men en lang række sportsbegivenheder rundtom i Europa er de seneste dage blevet aflyst på grund af det igangværende coronaudbrud.

/ritzau/