Alessandro De Marchi kørte fra en kollega i et udbrud, og BMC-rytteren vandt 11. etape af Vuelta a España.

Luintra. Det blev til italiensk sejr, da 11. etape af cykelløbet Vuelta a España blev kørt onsdag.

Alessandro De Marchi fra BMC-mandskabet var efter et udbrud stærkest i en regnfyldt afslutning på den knap 208 kilometer lange etape, der blev kørt i kuperet terræn.

Det er hans tredje Vuelta-etapesejr i karrieren.

Etapen, der er den længste i Vueltaen i år, blev indledt med et angreb fra den tidligere Vuelta-vinder Vincenzo Nibali, men den italienske Bahrain Merida-rytter og nogle andre ryttere blev hurtigt indhentet.

Vincenzo Nibali angreb lidt senere endnu en gang, men igen uden held.

Senere kom en stor gruppe ryttere afsted, hvor blandt andre franske Thibaut Pinot (Groupama-FDJ) og hollandske Bauke Mollema (Trek-Segafredo) var med.

På et tidspunkt havde udbruddet et så stort forspring, at Thibaut Pinot - såfremt forspringet holdt - ville køre sig i den røde førertrøje.

Pinot forsøgte også at køre fra udbruddet, men han blev indhentet.

Hovedfeltet, hvor blandt andre den førende i Vueltaen, Simon Yates (Mitchelton-Scott), sad, fik senere barberet forspringet ned.

Alessandro De Marchi og colombianeren Jhonatan Restrepo (Katusha) sad også i frontgruppen, og de to stak senere af.

Fem kilometer fra målstregen begyndte det at vælte ned med regn, og Alessandro De Marchi fik vist, at han var den stærkeste af duoen i front.

Italieneren kørte solo over målstregen til sin tredje individuelle etapesejr i Vueltaen.

Den første sikrede han i 2014, og den anden fulgte året efter.

Jhonatan Restrepo var knapt et halvt minut efter på andenpladsen.

Simon Yates beholder sin føring i den samlede stilling.

Briten er fortsat et enkelt sekund foran spanske Alejandro Valverde fra Movistar-holdet.

Colombianske Nairo Quintana, der også kører for Movistar, er nummer tre. Han er 14 sekunder efter Simon Yates.

/ritzau/